Grand Prix Båstad 2015

Kl. 8:30 kører vi mod Båstad. Vejret ser ikke alt for godt ud og lige pludselig styrtregner det. I bilen skiftevis snakker vi om at vende om og finde et sted med vafler, spørge om vi må skifte fra den lange (124 km.) til den korte rute (62 km.) og, om regnen når at stilne af inden start. Det gør regnen heldigvis og vi når frem til startområdet kl. 10.

Vi pakker cyklerne ud af bilen og gør os klar, men så opdager jeg min første ”fejl”. Jeg har kun to 500 ml. flasker med. Det er det, jeg normalt kører med til træning og til licensløb og jeg havde ikke lige tænkt på, at et cykelløb på 124 km. nok kræver lidt mere væske. Godt nok er der depot undervejs, men jeg stopper altså ikke for at tanke til cykelløb af denne kaliber. Nå, men der er ikke noget at gøre ved det, jeg må bare satse på, at jeg kan nøjes med én liter energidrik. I det hele taget har jeg ikke forberedt mig specielt godt til dette cykelløb – jeg kender ikke ruten og jeg er en anelse demotiveret.

Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort, men med løse ærmer og skoovertræk da vejene stadig er våde. Jeg stikker fire isogels i lommen – ingen grund til at risikere at gå sukkerkold! Tiden går, jeg stresser og vi ender med at komme til start kun et par minutter før afgang kl. 11, så der er ikke andet at gøre end at starte helt foran, hvilket i øvrigt også er at foretrække.

Startskuddet lyder og vi triller op ad en lille stigning med brosten, før vi kommer ud på rigtig vej. Jeg er spændt på ruten og den første rigtige stigning går let som en leg, men så kommer nedkørslen. ”FUCK! Det tør jeg ikke det her!” er hvad jeg tænker, mens folk suser forbi mig. Det er som om, at min hjerne blokerer og skriger ”breeems” når jeg når op på 60+ km/t, så det gør jeg, altså bremser. Jeg finder derfor lynhurtigt ud af, at dem jeg sætter på bakkerne, de henter mig igen på nedkørslen. Jeg tænker, at det bliver en sjov leg med otte omgange – not so much!

Det gælder også en af de andre kvinder og hun er iskold, når det går nedad. De første mange omgange er det egentlig ok, for hun får ikke længere forspring end at jeg kan hente hende igen på de lige stykker eller opad, men til sidst har jeg brugt for mange kræfter på den konto og ved 90 km. beslutter jeg, at jeg hellere vil have en god oplevelse end køre mig selv helt i sænk ved at jagte hende, der er foran.

Hun sidder nemlig i en gruppe, der hjælper hende, mens jeg kører det meste af løbet alene, for når jeg mister gruppen foran er der er alt for langt ned til næste gruppe. Det går også nedad hele vejen til mål, så om jeg kommer 6 sek. eller 6 min. efter hende giver samme resultat (en 2. plads) derfor dropper jeg jagten og prøver at nyde de sidste tre sindssyge hårde omgange.

Jeg ved, at jeg er langt foran de resterende kvinder, så med lettelsen over bare at kunne køre i mit eget tempo prøver jeg at fokusere på lidt teknik på nedkørslerne og i svingene. Især er jeg nervøs ved et hårnålesving i en 18 % nedkørsel (der var også mindst to styrt her), men jeg prøver at slippe bremsen lidt (ikke i svingene!) for jeg har lagt mærke til, at de andre slet ikke er i nærheden af deres bremser, når det går nedad, mens jeg selv hele tiden er klar til at holde dem inde (men det er vist ikke så godt, for så kan man ikke slappe af i kroppen, selvom jeg virkelig prøver). Jeg kommer dog ikke over 65 km/t.

Jeg har allerede drukket min ene flaske energi før vi er halvvejs, så da jeg ser, at min chauffør er gået ud af løbet kaster jeg den tomme flaske til ham og beder ham fylde den. Jeg får den tilbage omgangen efter. Der er kun vand i, men det er faktisk rart, for jeg er meget tørstig og har brug for andet end sukker til at slukke den. Næste gang tager jeg lige 750 ml. flasker med!! Også selvom det ikke er god velominati stil 🙂

Anden sidste omgang er faktisk den værste. Fra at være flyvende er jeg nu hårdt kæmpende op ad bakke. Jeg overvejer seriøst at stå af cyklen og gå op, men jeg nægter – det kan ikke passe, at jeg bliver nødt til det, så jeg fortsætter mens tempoet er pinligt langsomt! Tror faktisk, at jeg et kort øjeblik er nede på 5 km/t. Jeg overhaler dog stadig folk på min vej op, så jeg er i det mindste ikke den langsomste. Det begynder også at dryppe fra oven og jeg når lige at tænke ”åhh nej, ikke regn nu”, men det bliver ved dryp. Til gengæld er nedkørslerne nu mega kolde!

Selvom sidste omgang også er helt vildt hård, så er det, at jeg ved det er den sidste nok til lige at give mig det sidste energi og smilet tilbage på læben over at jeg endnu gang fik bidt smerterne i mig og gennemførte et alt for hårdt cykelløb. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at jeg er meget mere til fart og taktik end til udholdenhed, når det gælder cykelløb. Men denne dag har jeg faktisk ikke syre i lårbasserne, jeg er bare træt, brugt og demotiveret. Mine ben er geleagtige og min ryg/nakke gør vanvittigt ondt, især når jeg ligger i bukken.

På vej op ad den første stigning for sidste gang får jeg nævnt til en rytter ved siden af, at det er godt, at det er sidste omgang hvorefter han kigger glædesløst på mig og siger ”er det? Jeg har vist to omgange tilbage” og så får jeg helt dårlig samvittighed og håber ikke, at jeg har dræbt hans motivation.

Jeg har selv haft en del kriser undervejs, mit ansigt har helt sikkert set meget sjovt ud til tider, jeg har tænkt meget på iskold cola (men fik aldrig nogen), snakket lidt med mig selv og mine ben og haft lyst til at græde (prøvede, men kunne ikke, så det blev bare til ynk).

Da jeg kommer i mål kan jeg næsten ikke bevæge min nakke. Den har det ikke godt efter 4 timer, 47 minutter og 44 sekunder i sadlen og jeg måtte direkte hen og få massage. Da jeg ligger halvnøgen på briksen bliver mit navn råbt flere gange i højttalerne og til sidst bliver jeg nødt til at gå op til podiet og modtage min 2. præmie. Jeg er 5:55 min. efter vinderen, men havde jeg haft modet til at køre nedad, så tror jeg, at jeg havde vundet. Desværre kan arrangørerne ikke vente på, at 3. plads vinderen kommer i mål, så vi er kun to på podiet – temmelig dårlig stil!

Den stærkeste vandt ikke i dag, men det gjorde den bedste. Det er bare et bevis på, at jeg stadig har meget at lære og jeg er meget tilfreds med min placering. Vinderen har fuldt fortjent sin sejr og jeg er imponeret over, hvordan hun bare drøner nedad, mens jeg tager fat i bremserne som den kylling jeg er.

Efter præmieoverrækkelsen pakker vi cyklerne i bilen og sætter kursen mod København, men vi når kun lige ud af Båstad, da jeg bliver ringet op og bedt om at komme tilbage. Der er åbenbart flere præmier. Da jeg kommer tilbage bliver jeg kaldt på podiet igen som modtager af præmie for 3. hurtigste tid på bakkespurten. Jeg vidste faktisk ikke, at der var en bakkespurt. Lidt skuffet tænker jeg ”er jeg vendt om for en 3. plads?! Og hvor er de andre piger egentlig?”, så bliver der nævnt, at en pige fra Amager Cykle Ring har 2. bedste tid på bakkespurten. Vi var en håndfuld piger fra Amager Cykle Ring til løbet, så jeg tænker ”gad vide, hvem det er?” og så bliver mit navn nævnt igen. Jeg er lettere forvirret og tror, at det er en fejl, men jeg får at vide, at jeg skal stille mig over på 2. pladsen, for den er god nok. Jeg får også præmien for hurtigste tid på bakkespurten og kan ikke lade være med at grine. Det er sgu’ lidt skørt og jeg har aldrig prøvet at stå på alle tre skamler til samme cykelløb før. Vi kører i en C1’er og jeg kan næsten ikke selv være i bilen for præmieposer og blomster – det har vi en god griner over på vejen hjem!

Om arrangementet har jeg igen intet negativt at sige, for alt spillede. Lige med undtagelsen af den manglende 3. plads på podiet. Ruten er god, men hård og teknisk krævende. De frivillige bliver jeg også igen nødt til at fremhæve, for hold nu op hvor er de glade, heppende og engagerede. Jeg fik så mange glade tilråb som ”godt kørt”, ”det ser godt ud”, ”I er seje”, ”god tur” osv. at jeg ikke kunne lade være med at smile hele tiden. Tænk, at de gider stå en hel dag og vise vej bare fordi jeg og alle de andre får lyst til at se, hvor hårdt vi kan presse os selv. Det er fantastisk!

Der var også god opbakning fra publikum rundt omkring og ikke en eneste bil dyttede af os. Ruten var ikke lukket, så vi kørte en del blandt søndagstrafikken, især inde i byen, men der blev givet plads uden sure miner, hvilket var dejligt.

Nu er jeg bare glad for, at jeg ikke har flere cykelløb på programmet foreløbigt, så jeg kan koncentrere mig om at blive stærkere henover vinteren. Men først tager jeg lige fire dage i Italien for at køre i bjerge 😀