Aarhus – København 2015

Tre uger før Aarhus-København beslutter jeg mig for at køre med og ikke bare fra Odense, nej nej, hele vejen fra Aarhus og med en gruppe, der havde planlagt at køre 380 km. inkl. depotpause med 30 i snit. På daværende tidspunkt var min længste tur 233 km. og det er kun sket den ene gang at jeg har cyklet over 200 km.

Alligevel tænkte jeg ”hvor slemt kan det være, det er kun 150 km. mere” og så er det lige præcis her, jeg ville knække af grin og slå mig selv på mine ømme lår, hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag! For turen fra Aarhus til København er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har løbet maraton to gange, men det er ingenting i forhold til 380 km. på en cykel i strid modvind og med mere end 2.000 højdemeter. Det tog mig 14 timer og 15 min. at gennemføre inkl. depoter, hvilket giver en gns. hastighed på lige knap 27 km/t. Hvis man ikke tager pauserne med, så har jeg kørt med et snit på lidt over 29 km/t, så det synes jeg faktisk er ret pænt alt taget i betragtning! Men nu her kommer en beretning om dagen fra start til slut…

Lørdag morgen står jeg op kl. 6, tager alt mit udstyr på og spiser alle de morgenmadsprodukter jeg kan finde i min fars skab. Vi snakker ruggryn, müsli, cornflakes, rugfras og havrefras – det hele i samme skål med mælk og en halv banan på toppen. Jeg kan godt være lidt ubeslutsom og så vil jeg gerne smage det hele. Vi har vel alle vores særheder 🙂 Jeg drikker også en kop kaffe med mælk samt et glas friskpresset grøntsagsjuice og et glas vand.

Kl. 7 kører vi fra Hadsten mod Aarhus og jeg sidder og sutter i en flaske energi med en Zero tab. Ved Ceres Park & Arena mødes jeg med dem, jeg skal køre med. Jeg afleverer min bagage, når at tisse to gange og spise en banan samt en lille energibar inden afgang. Vi er vel en 10-15 stykker, der kører over startstregen sammen omkring kl. 9 og humøret er højt. Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort med løse ærmer, vindvest og overtrækssko. Vi er af sted, vejret er godt og jeg glæder mig!

Glæden varer dog ikke længe, for jeg bliver hurtigt utryg ved de store felter og hårde opbremsninger, så jeg er utrolig fokuseret de første mange kilometer og der går heller ikke længe, før jeg ser det første styrt. Der er også virkelig mange punkteringer allerede få km. fra Aarhus og folk punkterer i stride strømme hele vejen til København. Heldigvis slipper jeg for defekt og priser mig endnu en gang lykkelig for mine Schwalbe One dæk.

Ved det første depot i Horsens har vi 5-10 min. pause. Jeg får tisset og fyldt min dunk, men jeg når ikke at få noget mad og kan faktisk ikke se, hvor den er. Heldigvis har jeg lommen fuld af energibarer, gels og en banan, så det spiser jeg i stedet.

Undervejs bliver de store felter efterhånden mindre og mindre, men det gør vores egen gruppe også. På et tidspunkt er der et stort hul i vejen, hvilket forårsager et styrt lige foran mig, så for at undvige den cykel, der kommer glidende tværs over vejen i min retning, beslutter jeg mig for at køre en tur i grøften. Heldigvis bliver jeg siddende på cyklen, men to af vores mænd ryger med i faldet, dog uden voldsomme skader til følge og de kan begge køre videre. Jeg er temmelig rystet og det hjælper ikke ligefrem på den manglende frygtløshed, når jeg sidder på cyklen.

Jeg er i alt vidne til fire styrt på turen og alle sammen sker foran mig. Ét af dem er en af vores egne ryttere, der glider i et sving med grus. Han slår sig ikke voldsomt, men hans bagskifter knækker og så er løbet slut for ham. Vi mister endnu en mand, der styrter pga. publikum med hund lidt for tæt på cykelstien. Jeg ved faktisk ikke, om han ender med at køre i mål eller om cyklen eller ham selv blev for forslået. Det sidste styrt jeg ser, sker ud af det blå. Jeg tror manden kører ind i kantstenen, for pludselig ligger han der bare.

Når der sker styrt i cykelløb bliver man nødt til at køre videre, medmindre det er én, man kender. Det nytter ikke at alle stopper op for at hjælpe og ofte kan man ikke gøre så meget alligevel. Der er officials på ruten, der nok skal komme de styrtende til undsætning. Så når der sker styrt handler det om at blive ved med at se frem og køre videre, så der ikke sker flere styrt fordi folk kigger sig tilbage. Heldigvis ser jeg ikke flere styrt herefter, hvilket vil sige fra Korsør og hjem.

Ved depotet inden Storebæltsbroen går jeg på toilettet og er du gal hvor gør det ondt at tisse! Det føles som at tisse glasskår og fra da af gør bagdel og understel kun mere og mere ondt. Og her til morgen kan jeg knap nok sidde i min seng, uden det føles som at sidde på et pindsvin!

Lige inden Storebæltsbroen mister jeg min gruppe som nu er nede på fire mand. Jeg mister dem fordi jeg ligger bagerst og cykelstien bliver til kæmpe kantsten, så jeg må helt ned i fart og så er de væk. Jeg tænker fuck fuck fuck og prøver at indhente dem, men det er umuligt. Jeg indhenter dog en anden pige og vi følges over broen. Vi er begge enige om, at det er en unfair og nærmest umulig kamp. To piger på cykel med kraftig sidevind på en alt for lang bro. Tempoet falder lynhurtigt til 20-22 km/t og vi kæmper i vinden. Jeg har lyst til at give op, men jeg kan jo ikke rigtig komme væk fra broen uden at køre over, så jeg fortsætter.

Lige pludselig bliver vi opslugt af en gruppe i røde trøjer på begge sider og vi bliver helt automatisk sluset med. Det er den vildeste følelse og jeg er for en gang skyld lykkelig for at blive hentet! For første gang i noget der føltes som 100 år har jeg lidt læ og tempoet ryger gevaldigt op. De kører så roligt og det er som om at alle kender deres plads og ved hvad de skulle gøre. De er det perfekte eksempel på, hvordan man bør cykle som klub og jeg har den dybeste respekt for deres kørsel! Desværre kører de i deres eget depot efter broen, så jeg ser dem ikke mere, men jeg møder dem igen i målområdet og takker for hjælpen. Det viser sig at de er fra en lille provinsby på Sjælland – jeg har allerede glemt navnet – med en lille cykelklub med 100 medlemmer på alle niveauer. Mega sej klub, hvis du spørger mig!

Nå, men alene i depotet i Korsør er jeg temmelig frustreret og gider egentlig ikke køre længere. Jeg overvejer at ringe til både min mor og min coach for moralsk opbakning og motivation, men beslutter i stedet at tage mig sammen. Så jeg spiser lidt bolle og drikker en kakaomælk, inden jeg kører videre. Det der med at tisse har jeg ikke rigtig lyst til – smerten er for stor. Jeg finder en lille hyggelig gruppe at køre med videre, men lige pludselig kommer der en gruppe bagfra og jeg hører ordene ”Rikke, skal du med?”. Det er min gruppe, der kører forbi mig og jeg fatter ingenting, men hægter mig på. De har åbenbart været på privat depot i Korsør og holdt længere pause end mig, så pludselig var jeg kommet foran. Hvor heldig har man lov at være?!

Jeg mister faktisk min gruppe én gang til. Lige nu kan jeg dog slet ikke huske hvor, hvornår eller hvordan, men det lykkedes mig at nå op til dem igen igen.

Det meste af de 380 km. synes jeg, at det er skide hårdt at holde trit! Jeg er alt for dårlig til at sidde tæt nok på hjul og alt for god til at lægge mig ud i vinden og sidde nede bagi, så jeg kæmper en del og har det hårdt det meste af vejen, særligt efter 150-200 km. bliver det en kamp om overlevelse. Jeg er faktisk ret overrasket over, hvor hårdt det er på trods af min forholdsvis gode form og jeg beslutter mig for fremover ALTID at træne op til de underlige påfund, jeg får i tide og utide. For det er bare ikke sjovt, når man ikke er gearet til festen. Jeg kan give den fuld skrald på cyklen i et par timer, men jeg er slet ikke vant til at sidde og træde i pedalerne i så lang tid og det kan mærkes.

Men de problemer jeg har undervejs er slet ikke de problemer, jeg forventede at have. Jeg troede at ryg og nakke ville være mit største problem, men jeg sidder så godt på Envie og min bikefitter/coach Michael fra Cycling Studio har tydeligvis gjort et fantastisk stykke arbejde i at få mig til at sidde rigtigt, så jeg sendte ham mange kærlige tanker på vejen! Selvfølgelig kunne jeg mærke lidt ømhed i både ryg, nakke og arme, men det var mest ved pauserne, når jeg bevægede mig. På cyklen mærkede jeg ingenting. Lige med undtagelse af forneden, aldrig har jeg haft så ondt!! Og så fik jeg ondt i mine håndflader, men mit største problem var faktisk lårene. Efter 200 km. stod de af og syrede til ved alle stigninger og når jeg kom ud i vinden. Jeg var tæt på at tude flere gange og overvejede om jeg overhovedet ville kunne gennemføre. Jeg tænkte også, at det her er værre end at løbe maraton. Dem har jeg løbet to af, men der løber jeg selv og når det er hårdt kan jeg sætte tempoet ned og jeg får højest en grim vabel og ømme stænger. På cyklen er man nødt til at holde sig til en gruppe, for en enkeltstart på 380 km. er ikke sjovt for nogen (medmindre man hedder Krause til efternavn – han var kaptajn for vores gruppe og har bl.a. gennemført Race Across America) og man får ondt i hele kroppen. Sådan virkelig ondt.

Nå, men gruppen er atter samlet og der kommer ro over feltet samtidig med at mørket falder på. Dum som jeg er, har jeg kun en latterligt lille lygte med, som ikke giver andet lys end det, der generer mine øjne og der bliver bælgravende mørkt de steder, der ikke er gadebelysning – og det er mange steder! Heldigvis er der andre, der har den helt store projekter med og kan lyse vejen op, så jeg beslutter mig for, at jeg under ingen omstændigheder skal falde fra i mørket, for så er jeg virkelig på den! Derfor bliver alle kræfter brugt på at følge med og på daværende tidspunkt er jeg så træt og udmattet, at jeg bliver helt god til at finde læ og lægge mig på hjul og jeg er ikke længere bange for styrt (eller jo, lidt, men frygten for at blive efterladt i mørket er større).

Det er voldsomt ubehageligt at køre i mørket, men jeg holder mig til og da vi når Storkøbenhavn er jeg ved at græde af glæde. Endelig! Nu er mål inden for rækkevidde og jeg klarede det. Forløsningen er stor og jeg er lykkelig da jeg kører over målstregen og kan ikke fatte, at jeg har kørt 380 km. Jeg er fuldstændig smadret og skal lige sluge oplevelsen, som bestemt ikke har været fest og farver. Men allerede her til morgen har jeg lidt glemt de hårde tider og tænker, så slemt var det heller ikke, men jo, det var hårdt, rigtig rigtig hårdt og jeg tør ikke tænke på, hvor hårdt det har været for de folk, der ikke har samme grundform som mig – jeg håber, at var bedre end mig til at ligge på hjul!!

Det viser sig, da vi kommer i mål, at jeg blev nr. 4 af kvinderne og den anden pige fra vores gruppe, som kørte i mål 4 sekunder før mig blev nr. 3. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke vidste det på forhånd, for så havde jeg lige givet den lidt ekstra gas til sidst, men det er fandme flot kørt af min “gruppe-veninde”, så stort til lykke med podiepladsen til hende! Jeg havde på ingen måde regnet med, at vi ville klare os så godt i kvindefeltet og i starten troede jeg, at der var noget galt med stillingen. efterfølgende er jeg rykket ned på en 5. plads og nr. 3 på en 4. plads, men podiet er ligeglad med tid – det handler om at komme først over stregen.

Noget der overraskede mig ved dette cykelløb er den manglende snak undervejs. Da jeg kørte Danish Police Tour snakkede vi stort set hele vejen, men på Aarhus-København var der næsten kun stilhed. Jeg selv havde ikke rigtig overskud til hyggesnak, så måske det var gældende for alle. Det synes jeg er synd når nu man er ude på så lang en tur for jeg synes at hyggesnakken er noget af det bedste ved cykling. Dog fløj timerne alligevel af sted og jeg fik da også snakket lidt undervejs.

I nat har jeg kun sovet fem timer og jeg har sovet virkelig dårligt! Jeg vågnede flere gange fordi jeg havde det for varmt og fordi jeg havde ondt. Især min ryg er begyndt at gøre meget ondt og mine knæ og ankler brokker sig. Mine lår niver, når jeg rejser og sætter mig og min bagdel er et kapitel for sig selv. Jeg overvejer hvordan jeg kan undgå at sidde på den til den er normal igen…

Om selve arrangementet har jeg kun rosende ord! Især de frivillige gjorde dagen så meget bedre. Ved samtlige depoter var der hele tiden en klar med mad og hjælp og vejviserne på ruten havde masser af smil og glade tilråb til os. De har gjort et fantastisk stykke arbejde og jeg er kæmpe fan! Jeg kan faktisk ikke sige noget negativt om cykelløbet, hvilket ellers er sjældent i mit tilfælde 🙂

Dette er nogenlunde hvad jeg kan huske at have spist og drukket undervejs og ved depoterne:

7 flasker energi (750 ml.)

2,5 banan

1,5 stk. kage

1-2 boller med ost/skinke

1 halv bolle med nutella

1 halv bolle med honning

1 skive rugbrød med leverpostej

Pasta med tomat

Pasta med ærter

Agurk

2-3 små energibarer

1 isogel

2-3 gels

1 vingummi-gel

4-6 saltsticks

1 glas suppe

1 pølsebrød

1 æbleskive

1 kakaomælk

1 Cocio (i mål)

Suppe med brød (i mål)