Kl. 8:30 kører vi mod Båstad. Vejret ser ikke alt for godt ud og lige pludselig styrtregner det. I bilen skiftevis snakker vi om at vende om og finde et sted med vafler, spørge om vi må skifte fra den lange (124 km.) til den korte rute (62 km.) og, om regnen når at stilne af inden start. Det gør regnen heldigvis og vi når frem til startområdet kl. 10.

Vi pakker cyklerne ud af bilen og gør os klar, men så opdager jeg min første ”fejl”. Jeg har kun to 500 ml. flasker med. Det er det, jeg normalt kører med til træning og til licensløb og jeg havde ikke lige tænkt på, at et cykelløb på 124 km. nok kræver lidt mere væske. Godt nok er der depot undervejs, men jeg stopper altså ikke for at tanke til cykelløb af denne kaliber. Nå, men der er ikke noget at gøre ved det, jeg må bare satse på, at jeg kan nøjes med én liter energidrik. I det hele taget har jeg ikke forberedt mig specielt godt til dette cykelløb – jeg kender ikke ruten og jeg er en anelse demotiveret.

Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort, men med løse ærmer og skoovertræk da vejene stadig er våde. Jeg stikker fire isogels i lommen – ingen grund til at risikere at gå sukkerkold! Tiden går, jeg stresser og vi ender med at komme til start kun et par minutter før afgang kl. 11, så der er ikke andet at gøre end at starte helt foran, hvilket i øvrigt også er at foretrække.

Startskuddet lyder og vi triller op ad en lille stigning med brosten, før vi kommer ud på rigtig vej. Jeg er spændt på ruten og den første rigtige stigning går let som en leg, men så kommer nedkørslen. ”FUCK! Det tør jeg ikke det her!” er hvad jeg tænker, mens folk suser forbi mig. Det er som om, at min hjerne blokerer og skriger ”breeems” når jeg når op på 60+ km/t, så det gør jeg, altså bremser. Jeg finder derfor lynhurtigt ud af, at dem jeg sætter på bakkerne, de henter mig igen på nedkørslen. Jeg tænker, at det bliver en sjov leg med otte omgange – not so much!

Det gælder også en af de andre kvinder og hun er iskold, når det går nedad. De første mange omgange er det egentlig ok, for hun får ikke længere forspring end at jeg kan hente hende igen på de lige stykker eller opad, men til sidst har jeg brugt for mange kræfter på den konto og ved 90 km. beslutter jeg, at jeg hellere vil have en god oplevelse end køre mig selv helt i sænk ved at jagte hende, der er foran.

Hun sidder nemlig i en gruppe, der hjælper hende, mens jeg kører det meste af løbet alene, for når jeg mister gruppen foran er der er alt for langt ned til næste gruppe. Det går også nedad hele vejen til mål, så om jeg kommer 6 sek. eller 6 min. efter hende giver samme resultat (en 2. plads) derfor dropper jeg jagten og prøver at nyde de sidste tre sindssyge hårde omgange.

Jeg ved, at jeg er langt foran de resterende kvinder, så med lettelsen over bare at kunne køre i mit eget tempo prøver jeg at fokusere på lidt teknik på nedkørslerne og i svingene. Især er jeg nervøs ved et hårnålesving i en 18 % nedkørsel (der var også mindst to styrt her), men jeg prøver at slippe bremsen lidt (ikke i svingene!) for jeg har lagt mærke til, at de andre slet ikke er i nærheden af deres bremser, når det går nedad, mens jeg selv hele tiden er klar til at holde dem inde (men det er vist ikke så godt, for så kan man ikke slappe af i kroppen, selvom jeg virkelig prøver). Jeg kommer dog ikke over 65 km/t.

Jeg har allerede drukket min ene flaske energi før vi er halvvejs, så da jeg ser, at min chauffør er gået ud af løbet kaster jeg den tomme flaske til ham og beder ham fylde den. Jeg får den tilbage omgangen efter. Der er kun vand i, men det er faktisk rart, for jeg er meget tørstig og har brug for andet end sukker til at slukke den. Næste gang tager jeg lige 750 ml. flasker med!! Også selvom det ikke er god velominati stil 🙂

Anden sidste omgang er faktisk den værste. Fra at være flyvende er jeg nu hårdt kæmpende op ad bakke. Jeg overvejer seriøst at stå af cyklen og gå op, men jeg nægter – det kan ikke passe, at jeg bliver nødt til det, så jeg fortsætter mens tempoet er pinligt langsomt! Tror faktisk, at jeg et kort øjeblik er nede på 5 km/t. Jeg overhaler dog stadig folk på min vej op, så jeg er i det mindste ikke den langsomste. Det begynder også at dryppe fra oven og jeg når lige at tænke ”åhh nej, ikke regn nu”, men det bliver ved dryp. Til gengæld er nedkørslerne nu mega kolde!

Selvom sidste omgang også er helt vildt hård, så er det, at jeg ved det er den sidste nok til lige at give mig det sidste energi og smilet tilbage på læben over at jeg endnu gang fik bidt smerterne i mig og gennemførte et alt for hårdt cykelløb. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at jeg er meget mere til fart og taktik end til udholdenhed, når det gælder cykelløb. Men denne dag har jeg faktisk ikke syre i lårbasserne, jeg er bare træt, brugt og demotiveret. Mine ben er geleagtige og min ryg/nakke gør vanvittigt ondt, især når jeg ligger i bukken.

På vej op ad den første stigning for sidste gang får jeg nævnt til en rytter ved siden af, at det er godt, at det er sidste omgang hvorefter han kigger glædesløst på mig og siger ”er det? Jeg har vist to omgange tilbage” og så får jeg helt dårlig samvittighed og håber ikke, at jeg har dræbt hans motivation.

Jeg har selv haft en del kriser undervejs, mit ansigt har helt sikkert set meget sjovt ud til tider, jeg har tænkt meget på iskold cola (men fik aldrig nogen), snakket lidt med mig selv og mine ben og haft lyst til at græde (prøvede, men kunne ikke, så det blev bare til ynk).

Da jeg kommer i mål kan jeg næsten ikke bevæge min nakke. Den har det ikke godt efter 4 timer, 47 minutter og 44 sekunder i sadlen og jeg måtte direkte hen og få massage. Da jeg ligger halvnøgen på briksen bliver mit navn råbt flere gange i højttalerne og til sidst bliver jeg nødt til at gå op til podiet og modtage min 2. præmie. Jeg er 5:55 min. efter vinderen, men havde jeg haft modet til at køre nedad, så tror jeg, at jeg havde vundet. Desværre kan arrangørerne ikke vente på, at 3. plads vinderen kommer i mål, så vi er kun to på podiet – temmelig dårlig stil!

Den stærkeste vandt ikke i dag, men det gjorde den bedste. Det er bare et bevis på, at jeg stadig har meget at lære og jeg er meget tilfreds med min placering. Vinderen har fuldt fortjent sin sejr og jeg er imponeret over, hvordan hun bare drøner nedad, mens jeg tager fat i bremserne som den kylling jeg er.

Efter præmieoverrækkelsen pakker vi cyklerne i bilen og sætter kursen mod København, men vi når kun lige ud af Båstad, da jeg bliver ringet op og bedt om at komme tilbage. Der er åbenbart flere præmier. Da jeg kommer tilbage bliver jeg kaldt på podiet igen som modtager af præmie for 3. hurtigste tid på bakkespurten. Jeg vidste faktisk ikke, at der var en bakkespurt. Lidt skuffet tænker jeg ”er jeg vendt om for en 3. plads?! Og hvor er de andre piger egentlig?”, så bliver der nævnt, at en pige fra Amager Cykle Ring har 2. bedste tid på bakkespurten. Vi var en håndfuld piger fra Amager Cykle Ring til løbet, så jeg tænker ”gad vide, hvem det er?” og så bliver mit navn nævnt igen. Jeg er lettere forvirret og tror, at det er en fejl, men jeg får at vide, at jeg skal stille mig over på 2. pladsen, for den er god nok. Jeg får også præmien for hurtigste tid på bakkespurten og kan ikke lade være med at grine. Det er sgu’ lidt skørt og jeg har aldrig prøvet at stå på alle tre skamler til samme cykelløb før. Vi kører i en C1’er og jeg kan næsten ikke selv være i bilen for præmieposer og blomster – det har vi en god griner over på vejen hjem!

Om arrangementet har jeg igen intet negativt at sige, for alt spillede. Lige med undtagelsen af den manglende 3. plads på podiet. Ruten er god, men hård og teknisk krævende. De frivillige bliver jeg også igen nødt til at fremhæve, for hold nu op hvor er de glade, heppende og engagerede. Jeg fik så mange glade tilråb som ”godt kørt”, ”det ser godt ud”, ”I er seje”, ”god tur” osv. at jeg ikke kunne lade være med at smile hele tiden. Tænk, at de gider stå en hel dag og vise vej bare fordi jeg og alle de andre får lyst til at se, hvor hårdt vi kan presse os selv. Det er fantastisk!

Der var også god opbakning fra publikum rundt omkring og ikke en eneste bil dyttede af os. Ruten var ikke lukket, så vi kørte en del blandt søndagstrafikken, især inde i byen, men der blev givet plads uden sure miner, hvilket var dejligt.

Nu er jeg bare glad for, at jeg ikke har flere cykelløb på programmet foreløbigt, så jeg kan koncentrere mig om at blive stærkere henover vinteren. Men først tager jeg lige fire dage i Italien for at køre i bjerge 😀

 

Tre uger før Aarhus-København beslutter jeg mig for at køre med og ikke bare fra Odense, nej nej, hele vejen fra Aarhus og med en gruppe, der havde planlagt at køre 380 km. inkl. depotpause med 30 i snit. På daværende tidspunkt var min længste tur 233 km. og det er kun sket den ene gang at jeg har cyklet over 200 km.

Alligevel tænkte jeg ”hvor slemt kan det være, det er kun 150 km. mere” og så er det lige præcis her, jeg ville knække af grin og slå mig selv på mine ømme lår, hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag! For turen fra Aarhus til København er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har løbet maraton to gange, men det er ingenting i forhold til 380 km. på en cykel i strid modvind og med mere end 2.000 højdemeter. Det tog mig 14 timer og 15 min. at gennemføre inkl. depoter, hvilket giver en gns. hastighed på lige knap 27 km/t. Hvis man ikke tager pauserne med, så har jeg kørt med et snit på lidt over 29 km/t, så det synes jeg faktisk er ret pænt alt taget i betragtning! Men nu her kommer en beretning om dagen fra start til slut…

Lørdag morgen står jeg op kl. 6, tager alt mit udstyr på og spiser alle de morgenmadsprodukter jeg kan finde i min fars skab. Vi snakker ruggryn, müsli, cornflakes, rugfras og havrefras – det hele i samme skål med mælk og en halv banan på toppen. Jeg kan godt være lidt ubeslutsom og så vil jeg gerne smage det hele. Vi har vel alle vores særheder 🙂 Jeg drikker også en kop kaffe med mælk samt et glas friskpresset grøntsagsjuice og et glas vand.

Kl. 7 kører vi fra Hadsten mod Aarhus og jeg sidder og sutter i en flaske energi med en Zero tab. Ved Ceres Park & Arena mødes jeg med dem, jeg skal køre med. Jeg afleverer min bagage, når at tisse to gange og spise en banan samt en lille energibar inden afgang. Vi er vel en 10-15 stykker, der kører over startstregen sammen omkring kl. 9 og humøret er højt. Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort med løse ærmer, vindvest og overtrækssko. Vi er af sted, vejret er godt og jeg glæder mig!

Glæden varer dog ikke længe, for jeg bliver hurtigt utryg ved de store felter og hårde opbremsninger, så jeg er utrolig fokuseret de første mange kilometer og der går heller ikke længe, før jeg ser det første styrt. Der er også virkelig mange punkteringer allerede få km. fra Aarhus og folk punkterer i stride strømme hele vejen til København. Heldigvis slipper jeg for defekt og priser mig endnu en gang lykkelig for mine Schwalbe One dæk.

Ved det første depot i Horsens har vi 5-10 min. pause. Jeg får tisset og fyldt min dunk, men jeg når ikke at få noget mad og kan faktisk ikke se, hvor den er. Heldigvis har jeg lommen fuld af energibarer, gels og en banan, så det spiser jeg i stedet.

Undervejs bliver de store felter efterhånden mindre og mindre, men det gør vores egen gruppe også. På et tidspunkt er der et stort hul i vejen, hvilket forårsager et styrt lige foran mig, så for at undvige den cykel, der kommer glidende tværs over vejen i min retning, beslutter jeg mig for at køre en tur i grøften. Heldigvis bliver jeg siddende på cyklen, men to af vores mænd ryger med i faldet, dog uden voldsomme skader til følge og de kan begge køre videre. Jeg er temmelig rystet og det hjælper ikke ligefrem på den manglende frygtløshed, når jeg sidder på cyklen.

Jeg er i alt vidne til fire styrt på turen og alle sammen sker foran mig. Ét af dem er en af vores egne ryttere, der glider i et sving med grus. Han slår sig ikke voldsomt, men hans bagskifter knækker og så er løbet slut for ham. Vi mister endnu en mand, der styrter pga. publikum med hund lidt for tæt på cykelstien. Jeg ved faktisk ikke, om han ender med at køre i mål eller om cyklen eller ham selv blev for forslået. Det sidste styrt jeg ser, sker ud af det blå. Jeg tror manden kører ind i kantstenen, for pludselig ligger han der bare.

Når der sker styrt i cykelløb bliver man nødt til at køre videre, medmindre det er én, man kender. Det nytter ikke at alle stopper op for at hjælpe og ofte kan man ikke gøre så meget alligevel. Der er officials på ruten, der nok skal komme de styrtende til undsætning. Så når der sker styrt handler det om at blive ved med at se frem og køre videre, så der ikke sker flere styrt fordi folk kigger sig tilbage. Heldigvis ser jeg ikke flere styrt herefter, hvilket vil sige fra Korsør og hjem.

Ved depotet inden Storebæltsbroen går jeg på toilettet og er du gal hvor gør det ondt at tisse! Det føles som at tisse glasskår og fra da af gør bagdel og understel kun mere og mere ondt. Og her til morgen kan jeg knap nok sidde i min seng, uden det føles som at sidde på et pindsvin!

Lige inden Storebæltsbroen mister jeg min gruppe som nu er nede på fire mand. Jeg mister dem fordi jeg ligger bagerst og cykelstien bliver til kæmpe kantsten, så jeg må helt ned i fart og så er de væk. Jeg tænker fuck fuck fuck og prøver at indhente dem, men det er umuligt. Jeg indhenter dog en anden pige og vi følges over broen. Vi er begge enige om, at det er en unfair og nærmest umulig kamp. To piger på cykel med kraftig sidevind på en alt for lang bro. Tempoet falder lynhurtigt til 20-22 km/t og vi kæmper i vinden. Jeg har lyst til at give op, men jeg kan jo ikke rigtig komme væk fra broen uden at køre over, så jeg fortsætter.

Lige pludselig bliver vi opslugt af en gruppe i røde trøjer på begge sider og vi bliver helt automatisk sluset med. Det er den vildeste følelse og jeg er for en gang skyld lykkelig for at blive hentet! For første gang i noget der føltes som 100 år har jeg lidt læ og tempoet ryger gevaldigt op. De kører så roligt og det er som om at alle kender deres plads og ved hvad de skulle gøre. De er det perfekte eksempel på, hvordan man bør cykle som klub og jeg har den dybeste respekt for deres kørsel! Desværre kører de i deres eget depot efter broen, så jeg ser dem ikke mere, men jeg møder dem igen i målområdet og takker for hjælpen. Det viser sig at de er fra en lille provinsby på Sjælland – jeg har allerede glemt navnet – med en lille cykelklub med 100 medlemmer på alle niveauer. Mega sej klub, hvis du spørger mig!

Nå, men alene i depotet i Korsør er jeg temmelig frustreret og gider egentlig ikke køre længere. Jeg overvejer at ringe til både min mor og min coach for moralsk opbakning og motivation, men beslutter i stedet at tage mig sammen. Så jeg spiser lidt bolle og drikker en kakaomælk, inden jeg kører videre. Det der med at tisse har jeg ikke rigtig lyst til – smerten er for stor. Jeg finder en lille hyggelig gruppe at køre med videre, men lige pludselig kommer der en gruppe bagfra og jeg hører ordene ”Rikke, skal du med?”. Det er min gruppe, der kører forbi mig og jeg fatter ingenting, men hægter mig på. De har åbenbart været på privat depot i Korsør og holdt længere pause end mig, så pludselig var jeg kommet foran. Hvor heldig har man lov at være?!

Jeg mister faktisk min gruppe én gang til. Lige nu kan jeg dog slet ikke huske hvor, hvornår eller hvordan, men det lykkedes mig at nå op til dem igen igen.

Det meste af de 380 km. synes jeg, at det er skide hårdt at holde trit! Jeg er alt for dårlig til at sidde tæt nok på hjul og alt for god til at lægge mig ud i vinden og sidde nede bagi, så jeg kæmper en del og har det hårdt det meste af vejen, særligt efter 150-200 km. bliver det en kamp om overlevelse. Jeg er faktisk ret overrasket over, hvor hårdt det er på trods af min forholdsvis gode form og jeg beslutter mig for fremover ALTID at træne op til de underlige påfund, jeg får i tide og utide. For det er bare ikke sjovt, når man ikke er gearet til festen. Jeg kan give den fuld skrald på cyklen i et par timer, men jeg er slet ikke vant til at sidde og træde i pedalerne i så lang tid og det kan mærkes.

Men de problemer jeg har undervejs er slet ikke de problemer, jeg forventede at have. Jeg troede at ryg og nakke ville være mit største problem, men jeg sidder så godt på Envie og min bikefitter/coach Michael fra Cycling Studio har tydeligvis gjort et fantastisk stykke arbejde i at få mig til at sidde rigtigt, så jeg sendte ham mange kærlige tanker på vejen! Selvfølgelig kunne jeg mærke lidt ømhed i både ryg, nakke og arme, men det var mest ved pauserne, når jeg bevægede mig. På cyklen mærkede jeg ingenting. Lige med undtagelse af forneden, aldrig har jeg haft så ondt!! Og så fik jeg ondt i mine håndflader, men mit største problem var faktisk lårene. Efter 200 km. stod de af og syrede til ved alle stigninger og når jeg kom ud i vinden. Jeg var tæt på at tude flere gange og overvejede om jeg overhovedet ville kunne gennemføre. Jeg tænkte også, at det her er værre end at løbe maraton. Dem har jeg løbet to af, men der løber jeg selv og når det er hårdt kan jeg sætte tempoet ned og jeg får højest en grim vabel og ømme stænger. På cyklen er man nødt til at holde sig til en gruppe, for en enkeltstart på 380 km. er ikke sjovt for nogen (medmindre man hedder Krause til efternavn – han var kaptajn for vores gruppe og har bl.a. gennemført Race Across America) og man får ondt i hele kroppen. Sådan virkelig ondt.

Nå, men gruppen er atter samlet og der kommer ro over feltet samtidig med at mørket falder på. Dum som jeg er, har jeg kun en latterligt lille lygte med, som ikke giver andet lys end det, der generer mine øjne og der bliver bælgravende mørkt de steder, der ikke er gadebelysning – og det er mange steder! Heldigvis er der andre, der har den helt store projekter med og kan lyse vejen op, så jeg beslutter mig for, at jeg under ingen omstændigheder skal falde fra i mørket, for så er jeg virkelig på den! Derfor bliver alle kræfter brugt på at følge med og på daværende tidspunkt er jeg så træt og udmattet, at jeg bliver helt god til at finde læ og lægge mig på hjul og jeg er ikke længere bange for styrt (eller jo, lidt, men frygten for at blive efterladt i mørket er større).

Det er voldsomt ubehageligt at køre i mørket, men jeg holder mig til og da vi når Storkøbenhavn er jeg ved at græde af glæde. Endelig! Nu er mål inden for rækkevidde og jeg klarede det. Forløsningen er stor og jeg er lykkelig da jeg kører over målstregen og kan ikke fatte, at jeg har kørt 380 km. Jeg er fuldstændig smadret og skal lige sluge oplevelsen, som bestemt ikke har været fest og farver. Men allerede her til morgen har jeg lidt glemt de hårde tider og tænker, så slemt var det heller ikke, men jo, det var hårdt, rigtig rigtig hårdt og jeg tør ikke tænke på, hvor hårdt det har været for de folk, der ikke har samme grundform som mig – jeg håber, at var bedre end mig til at ligge på hjul!!

Det viser sig, da vi kommer i mål, at jeg blev nr. 4 af kvinderne og den anden pige fra vores gruppe, som kørte i mål 4 sekunder før mig blev nr. 3. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke vidste det på forhånd, for så havde jeg lige givet den lidt ekstra gas til sidst, men det er fandme flot kørt af min “gruppe-veninde”, så stort til lykke med podiepladsen til hende! Jeg havde på ingen måde regnet med, at vi ville klare os så godt i kvindefeltet og i starten troede jeg, at der var noget galt med stillingen. efterfølgende er jeg rykket ned på en 5. plads og nr. 3 på en 4. plads, men podiet er ligeglad med tid – det handler om at komme først over stregen.

Noget der overraskede mig ved dette cykelløb er den manglende snak undervejs. Da jeg kørte Danish Police Tour snakkede vi stort set hele vejen, men på Aarhus-København var der næsten kun stilhed. Jeg selv havde ikke rigtig overskud til hyggesnak, så måske det var gældende for alle. Det synes jeg er synd når nu man er ude på så lang en tur for jeg synes at hyggesnakken er noget af det bedste ved cykling. Dog fløj timerne alligevel af sted og jeg fik da også snakket lidt undervejs.

I nat har jeg kun sovet fem timer og jeg har sovet virkelig dårligt! Jeg vågnede flere gange fordi jeg havde det for varmt og fordi jeg havde ondt. Især min ryg er begyndt at gøre meget ondt og mine knæ og ankler brokker sig. Mine lår niver, når jeg rejser og sætter mig og min bagdel er et kapitel for sig selv. Jeg overvejer hvordan jeg kan undgå at sidde på den til den er normal igen…

Om selve arrangementet har jeg kun rosende ord! Især de frivillige gjorde dagen så meget bedre. Ved samtlige depoter var der hele tiden en klar med mad og hjælp og vejviserne på ruten havde masser af smil og glade tilråb til os. De har gjort et fantastisk stykke arbejde og jeg er kæmpe fan! Jeg kan faktisk ikke sige noget negativt om cykelløbet, hvilket ellers er sjældent i mit tilfælde 🙂

Dette er nogenlunde hvad jeg kan huske at have spist og drukket undervejs og ved depoterne:

7 flasker energi (750 ml.)

2,5 banan

1,5 stk. kage

1-2 boller med ost/skinke

1 halv bolle med nutella

1 halv bolle med honning

1 skive rugbrød med leverpostej

Pasta med tomat

Pasta med ærter

Agurk

2-3 små energibarer

1 isogel

2-3 gels

1 vingummi-gel

4-6 saltsticks

1 glas suppe

1 pølsebrød

1 æbleskive

1 kakaomælk

1 Cocio (i mål)

Suppe med brød (i mål)

Som ny licensrytter i Dame B – og ny cykelrytter i det hele taget – har jeg meget at lære om det at køre cykelløb. Jeg var ellers en habil løber med 50-70 km. i benene hver uge, men jeg fik en overbelastningsskade i lysken og måtte derfor finde en alternativ træningsform, indtil jeg var i stand til at løbe igen. I september 2014 havde jeg købt min første racer, men ikke fået cyklet så meget på den. Det ændrede sig i april 2015, da jeg deltog i et cykelarrangement for kvinder på Værløse Flyvestation. Det førte til deltagelse i mit første cykelløb, CyclingPlanet, og så blev min sult vagt. Jeg fik meldt mig ind i Amager Cykle Ring, tog med til Nyborg for at køre mit første DCU løb (dog som motionist) og hev en 3. plads med hjem uden at ane, hvad jeg lavede, jeg trådte bare i pedalerne. Mere ville have mere, så jeg gik hjem og købte licens. Desværre vokser træerne ikke ind i himlen og til mit første cykelløb med Dame B blev jeg skivet efter 25 km. og måtte køre 60 km. alene i Strøs dejlige bakker. Siden er det gået lidt op og ned og jeg har lært alle de ting, jeg IKKE skal gøre, men denne weekend lærte jeg for en gang skyld noget om, hvad jeg er i stand til og skal gøre for at køre et godt cykelløb.

Cykelløb i regnvejr

Lørdag afholdte Lyngby CC cykelløb i Vedbæk og Dame B havde start kl. 8:15. Det stod ned i stænger og var pisse koldt! At stå ud af bilen for at køre 80 km. i regn og kulde klokken alt for tidligt om morgenen var ikke just det, jeg havde allermest lyst til – det tror jeg ingen havde – men som det sjældent sker i Dame B, så stod vi syv damer til start på trods af kun fem tilmeldte og vi var flere i Dame B end der var mænd i H60 (Dame B og H60 kører som regel sammen). Jeg havde ellers udset mig lørdagens cykelløb som mit, men da jeg så Maria fra Ordrup CC vidste jeg, at det ville blive svært.

Løbet blev skudt i gang og Maria satte fart på fra starten og ret hurtigt kom Maria, Signe fra CK Aarhus og jeg i udbrud med en enkelt H60’er. Vi kørte stærkt og jeg kæmpede lidt for at hænge på, men efter første omgang havde vi skabt et hul til feltet på 2 min. Regnen stilnede af og vi fik et godt rulleskift op at køre lige indtil til næstsidste omgang, hvor Maria og Signe prøvede at køre fra mig. Det ville jeg dog ikke tillade, så jeg fik dem kørt ind på trods af en H60’er imellem os. På sidste omgang begyndte det at regne igen og farten blev sat ned. Jeg vidste, at jeg ikke ville have en chance mod Maria i spurten, så jeg måtte udnytte regnen og begyndte at sætte farten op. Jeg prøvede også at stikke af et par gange, men uden held. Til gengæld ville de ikke lade mig få pause og uanset hvor langsomt jeg kørte, blev de bag mig, så jeg besluttede at blive siddende i front hele vejen til mål. Jeg kørte alt hvad jeg kunne på opløbsstrækningen, men Maria kom alligevel forbi med sit hjul og jeg måtte nøjes med en andenplads efter at have ført stort set hele sidste omgang.

Karrierens første sejr

Søndag var det Roskilde CR, der afholdte cykelløb i Tølløse. Igen regnede det, men det var kortvarige byger, til gengæld blæste der en god vind og det var koldt. Men jeg havde et mål og det var sejr! Søndagens løb var mit sidste denne sæson og jeg havde endnu ikke vundet i Dame B, så det var nu eller aldrig. Der var igen mødt syv piger til start og da løbet blev skudt i gang gik det forholdsvis roligt for sig. Vi mærkede hurtigt effekten af sidevinden og der var ikke rigtig nogen, der ville tage føringer. Jeg forsøgte et udbrud med Signe fra lørdagens løb, men vi blev hurtigt hentet igen. Så forsøgte jeg mig med en anden damerytter fra Aarhus CC, men vi blev også hentet. På tredje omgang går der lidt for meget kaffeklub i den og da tre H60’ere vælger at tage fronten uden at sætte fart på, beslutter jeg mig for at stikke af. Jeg får lavet hul og jeg forestiller mig, at de sidder i feltet og diskuterer, hvem der skal lukke hullet, for de kommer ikke. Jeg kigger ned på min cykelcomputer og kan konstatere, at der er 20 km. til mål. Jeg tænker, at det bliver svært at sidde alene i vinden så længe, men hvis jeg bare kan komme over bakkerne, så er der et langt fladt stykke, hvor den kan få fuldt skrald. Jeg kigger mig hele tiden tilbage over skulderen, men feltet er langt bagud og til sidst kan jeg ikke se dem mere. Jeg bliver dog ved med at tjekke med jævne mellem – hvis nu – mens jeg forsøger at holde højt tempo hele vejen til mål. Jeg bliver ikke hentet og for første gang kan jeg køre over målstregen som vinder af Dame B klassen og endda uden at skulle spurte om den. Det er en perfekt sæsonafslutning for mig og jeg har lært en masse om at køre på cykel de sidste seks måneder. Nu glæder jeg mig bare til 2016 sæsonen, hvor jeg forhåbentlig kan fortsætte hvor jeg slap.