I torsdags fik jeg en mindre hjerneblødning og besluttede at tage med tre andre ryttere til cykelløb i Grenaa i dag, søndag. Det kom jeg lidt til at fortryde her til morgen, hvor uret ringede kl. 4:00. For jeg var først kommet i seng omkring kl. 23:30 og dagen før havde jeg også kun sovet ca. 5 timer, da jeg valgte at tage en bytur fredag (ja, det er useriøst!).

Samtidig havde jeg fået ret ondt i knæet efter træning torsdag, så jeg vidste slet ikke, om jeg ville være i stand til at cykle i dag. Jeg prøvede at rulle en tur fredag, men efter en time fik jeg så ondt, at jeg måtte køre hjem og behandle knæet med is og knæbind, hvilket jeg fortsatte med lørdag. Jeg burde nok også have siddet mere stille, men det er jeg ikke i stand til og havde en masse gøremål, så det måtte briste eller bære i dag.

Lørdag aften hentede jeg Junior Teamets flotte bil, som vi havde fået lov at låne og søndag morgen hentede jeg de andre på Bellahøj kl. 5:00, hvorefter turen gik til Jylland. Jeg prøvede at sove i bilen, men kunne ikke andet end blunde lidt. Der var ikke et øje på de danske motorveje og vi ramte Grenaa omkring kl. 8:30.

Undervejs kolliderede vi med en due, som forhåbentlig ikke overlevede, da den ramte forruden og fjer fløj til alle sider. Da vi steg ud af bilen så jeg, at duen først havde ramt min cykel, for der sad fjer og duerester på min kæde, klinge og pedaler – adr!

I Grenaa var vejret lækkert og efter at have kørt en del i ring for at finde omklædningen og fået klædt om, kørte vi videre til startområdet. Jeg smed knæbindet, fik varmet op og var spændt på, hvad knæet ville sige til de 72 km., der stod på programmet.

Vi var tre damer til start og 12 herrer. Jeg genkender to af H60’erne hjemmefra, men damerne kender jeg ikke. Jeg havde allerede på forhånd besluttet at blive i feltet så længe som muligt for at skåne knæet. Løbet startede som sædvanligt stille og roligt og jeg sørgede for hele tiden at sidde med fremme.

Der blev forsøgt nogle ryk, men ingen fik lov at slippe. Jeg syntes vi kørte meget langsomt og vi blev også overhalet af både A-, B- og C-rytterne. Da A ville overhale os, kørte vi i venstre side af vejen pga. sidevind, så da de råbte ”bagfra” og ingen hørte dem, blev de hidsige og råbte ting som ”flyt jer, bøsserøve!” Det er alligevel første gang, jeg er blevet kaldt en bøsserøv.

Selvom jeg følte, at vi sneglede os afsted, tvang jeg mig selv til ikke at stikke af. Jeg tænkte på Pinsecuppen næste weekend og ville ikke risikere en skade. Da vi kørte ud på sidste omgang var feltet – så vidt jeg kunne se – stadig samlet og jeg syntes det ville være lidt kedeligt, hvis vi skulle ud i en massespurt. Især fordi jeg jo ikke er fan af spurter. Så jeg overvejede situationen nøje.

Omgangen startede ned ad bakke og kort efter gik det opad. Jeg besluttede mig for at køre hurtigt op ad bakken, mest for at få den overstået, men det endte med at jeg fik et stort hul og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at fortsætte. Indtil videre havde knæet heller ikke gjort ondt, så jeg trådte i pedalerne og fortrød en anelse, at jeg skulle ud på 24 km. soloudbrud – igen.

På et tidspunkt så jeg mig tilbage og spottede to ryttere nærme sig. Efter dem så jeg et felt og panikkede, da jeg troede det var H60 på efterfølgelse. Gruppen hentede mig, men det var heldigvis bare B-rytterne. Jeg frygtede at de havde H60 med bag sig, men det havde de ikke.

Da førerbilen til B ville overhale min førerbil skete det i et sving, så det endte med, at jeg måtte bremse helt ned for ikke at kollidere med bilerne. Temmelig irriterende! Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne have hægtet mig på B-feltet og kørt med dem hjem, men det må man ikke, så jeg holdt mig på afstand og lod dem køre væk. Da jeg havde omkring 4 km. til mål så jeg igen et felt bag mig og tænkte om det nu var H60, der var ved at hente mig. Så endnu en gang panikker jeg og øger farten. Jeg blev ikke hentet af feltet, men så  kort efter, at det var resten af B-rytterne. Jeg kørte alene over målstregen med armene i vejret og 1 min. ned til H60, mens jeg vandt med 1:32 min. til nummer to i DB.

Selve ruten i Grenaa var super med lidt bakker, sving, med-, mod- og sidevind. Vejret var lækkert og ikke for varmt. Men jeg kedede mig lidt og savner stadig konkurrence og ordentligt cykelløb i Dame B.

I søndags stod dagen endnu en gang i gadeløbets tegn og jeg kørte HFCK’s løb i Hedehusene. Et gadeløb bestående af 11 omgange på en 3 km. lang rundstrækning.

Jeg tog toget til Høje Taastrup, da jeg var bange for at punktere, hvis jeg cyklede derud. Normalt er jeg altid i rigtig god tid, men som det ofte sker, når jeg skal cykle, glemmer jeg, hvor lang tid det tager at gøre mig klar, så pludselig havde jeg travlt.

På vej mod Hovedbanen opdager jeg, at jeg har glemt min pulsmåler, så jeg beslutter at køre hjem efter den. Ud af døren for anden gang har jeg nu kun 12 min. til at køre lidt over 5 km. for at nå toget. Heldigvis er det tidlig søndag morgen og med mindre trafikforseelser klarer jeg turen på 8 min. I total panik for at finde den rigtige perron og med skældud over at cykle på samme når jeg toget med høj puls og sveden haglende. Så fik jeg da varmet op! Er dog kølet af igen, da jeg når Hedehusene, så jeg varmer lidt ekstra op før starten.

Vejret viser sig endelig fra sin bedste side og i strålende solskin står vi 5 damer og 15 herrer til start. Men faktisk føler jeg mig ikke særlig oplagt til cykelløb. Jeg er træt både mentalt og i kroppen – og jeg føler ikke, at jeg har gode ben. Men det giver lidt motivation, at vi er så mange damer til start. Derfor beslutter jeg mig også for at blive nede i feltet og ikke rykke medmindre andre tager initiativet.

Det går også meget godt og hver gang en H60 rytter prøve at slippe væk er det ikke mig, der lukker hullet, selvom det kribler lidt i mig. Jeg lukker kun huller, hvis der sidder en anden Dame B rytter med i rykket. Derfor bliver jeg også noget harm, da en H60’er skærer mig af halen, mens vi ligger i sidevinden, med ordene ”hvorfor skal du lukke huller hele tiden?!” sagt temmelig surt. Synes i det hele taget, at nogle H60’ere virker temmelig irriterede på mig og de forsøger at skære mig af flere gange. Temmelig unfair, når vi ikke kører om de samme point/præmier.

Nå, men en enkelt gang undervejs forsøger jeg at rykke med en anden Dame B rytter fordi jeg begynder at kede mig lidt. Jeg sætter tempoet gevaldigt op og vi får hul, men en tredje Dame B rytter får trukket hele feltet med op til os igen. Så er det her, jeg undrer mig over, hvorfor H60 kører med på vores ryk?!

Undervejs er der et lille egern, der gerne vil over vejen og der sker lidt panik i feltet, men egernet tør heldigvis ikke løbe over og vender om.

Resten af tiden sidder jeg bare med, tager et par føringer, øver mig i svingene og nyder at det ikke er så hårdt et løb. Ruten er ret lige til og svingene er nemme, så man kan træde sig igennem dem. Da vi nærmer os de sidste par omgange begynder jeg at overveje endnu et ryk. Jeg ved, at jeg ikke er god til spurter, så jeg tør ikke rigtig lade en spurt afgøre dagens resultat.

Med to runder tilbage prøver jeg at stikke af, men uden held. I stedet laver jeg taktikken om og bliver bag en anden Dame B rytter indtil sidste sving, hvorefter jeg træder alt hvad jeg kan for at komme væk. Her er der over 1000 meter til målstregen og det er måske lige optimistisk nok, men jeg håber, at de andre ikke kan holde tempoet lige så længe som jeg.

Det går da også fint, lige indtil jeg kan høre og mærke et sus på venstre side. Det er heldigvis bare H60, der kommer bragende. Men så sker det samme på højre side og kraftedeme om det ikke er en Dame B rytter, der har siddet på smækken hele vejen og som jeg derfor stort set intet har set til undervejs.

Jeg tænker ”det sker bare ikke” og træder og træder og træder, men det gør hun også og hun råber og pruster som en gal. Vi krydser målstregen samtidig og jeg tror faktisk, at hun har vundet, så da jeg lidt efter hører mit navn i højttaleren bliver jeg lykkelig! Det er første gang, jeg vinder en spurt og forhåbentlig sidste gang, jeg satser på den måde.

Efter turen på podiet cykler jeg hjem og tager en omgang på Amager for at få lidt flere kilometer i benene. Har ikke trænet så meget som jeg ville den sidste uge og nu var vejret jo dejligt, så selvom det virkede lidt dumt at tonse rundt ude på Diget med rygsæk på (orkede ikke at smide den hjem først, selvom blomsterne deri nok ikke havde det så godt), så var det en lækker tur.

Den kommende weekend er der desværre kun løb i Jylland, så den står på en masse træning i stedet.