Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af vinklen og hvor jeg skulle starte på dette indlæg, for jeg har en masse tanker, jeg gerne vil komprimere til noget konstruktivt og positivt.
Jeg betragter stadig mig selv som ny rytter inden for cykelsporten, da jeg kun har haft halvandet års tid i sadlen og jeg har derfor stadig rigtig meget at lære. Jeg begyndte først at interessere mig for cykling, da jeg selv fik en racer, så alt om cykling fra før april 2015 aner jeg intet om. Til gengæld suger jeg til mig fra alle sider og kanter og er på kort tid blevet fortaler for en sport, jeg er kommet til at brænde enormt meget for. Det er derfor, jeg har meldt mig ind i Amager Cykle Rings bestyrelse samt Dameudvalget hos DCU. Det er også derfor, at jeg stiller til start i DM i Omnium velvidende at jeg ikke har en chance imod de stærke eliteryttere, men det er heller ikke det, det handler om for mig. Det handler om at være med fordi det er sjovt, om at køre løb og om at lære.
Så her kommer en “lille” historie fra det virkelig liv, der måske kan sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg får nemlig tit kommentaren “det går da ret godt for dig med cyklingen” og jeg undrer mig over hvorfor, for realiteten er en helt anden, hvis jeg selv skal sige det. Lad mig komme med et dugfriskt eksempel:
Jeg styrtede på banen sidste år og havde enormt svært ved at komme op på den igen. Jeg blev dog ved med at prøve – også selv det var med bankende hjerte helt oppe i halsen og rystende som et espeløv (og jeg overdriver ikke – jeg har en træning med pulsmåler som bevis). De andre damer har vist enormt meget hensyn og jeg har fået lidt særbehandling af træneren, så jeg kunne få trygheden tilbage. Det har gjort, at jeg nu kan køre med i træningerne igen på lige vilkår med de andre. Dog kan jeg stadig blive nervøs og jeg mangler endnu at kunne ligge tæt på hjul samt bevare overblikket på banen. Det skal nok komme, men tilbage til historien.
I lørdags var der nemlig DM i Omnium og jeg som ikke har kørt et banestævne siden januar 2016 følte mig ikke lige som den oplagte kandidat. Omvendt vidste jeg, at der ikke var mange damer, der ville stille til start (selvom de sagtens kan), så med dette og min kamp for at få flere damer til at køre cykelløb in mente samt et mindre puf i den rigtige retning, fik jeg tilmeldt mig og så fulgte en masse tanker for, men mest imod.
Dagen oprandt og da jeg stod på Odense Cyklebane lørdag formiddag tog frygten for banen for alvor fat igen og jeg kørte kun to omgange “opvarmning” på sort streg, hvorefter jeg måtte køre ned fordi jeg rystede og slet ikke følte mig tryg. Det var faktisk så slemt, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var klar til at pakke sammen og køre hjem igen, men bl.a. Amagerfolk, landstræneren og de andre damer fik mig opmuntret til i det mindste at forsøge nu jeg var kørt den lange vej.
Jeg fik rystet den værste nervøsitet af mig, men da jeg skulle op til barrieren til starten kom jeg sidst og min plads ville derfor være bagerst, hvor hældningen på banen var mere end jeg kunne klare denne dag, så jeg vendte om og ville ikke starte. Det ville landstræneren dog ikke høre tale om, så jeg fik lov at starte på sort streg, mens hun holdt mig. Jeg syntes det var ret så pinligt, for jeg kan normalt sagtens køre op til barrieren, men banen i Odense er mere rund end Ballerup og det hylede mig helt ud af den, så jeg slet ikke turde køre op til bare blå streg.
Men jeg var jo ikke kommet for at være tilskuer, så jeg prøvede at ignorere udstillingen af min frygt for banen. Første løb (scratch) var i gang med mig haltende efter feltet. Ikke pga. manglende kræfter, men fordi jeg ikke turde ligge på hjul eller køre op i banen, så jeg kørte egentlig bare for mig selv. Jeg overlevede de første 30 omgange og var lettet, da jeg skulle ned fra banen igen. Også glad og stolt over, at jeg trods alt kom op at køre. Samme scenarie udspillede sig ved de efterfølgende tre discipliner og til udskilning blev jeg ikke en gang den første udskilte, så jeg kom faktisk hjem med point, selvom det blev en samlet sidsteplads.
Min søster ringede netop som jeg var på vej hjem og jeg havde også snakket med hende da jeg ankom, så hun kan bekræfte forskellen i min stemme fra start til slut. På trods af et ubrugeligt resultat, så var jeg glad, da jeg tog hjem, meget gladere end da jeg ankom. Jeg fik flyttet mig og jeg fik vist, at alle damer kan køre på banen – også selvom det er DM. Jeg ved, at der er mange damer på banen, der kører bedre end mig, så jeg håber, at der til fremtidige banestævner og DM kommer mange flere tilmeldte.
Der er krav om 8 startende, hvis DM skal kunne afholdes og jeg var tungen på vægtskålen uden at vide det. Jeg har et stort konkurrencegen, men jeg er også godt klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen, så jeg bliver nødt til at starte et sted. Lige nu handler det for mig om at blive tryg ved banen og lære de rigtige teknikker og taktikker. Og hvem ved, måske kan jeg køre med om podiet en dag. Indtil da er det de små fremskridt og de personlige sejre, der gælder – noget som jeg tror andre ryttere også skal huske på i deres udvikling.
Sidst, men ikke mindst, handler det også om at gøre noget for hinanden. Vi er ikke ret mange dameryttere og vi bør stå sammen og hjælpe, hvor vi kan. Hvis de stærke damer har brug for, at jeg stiller op, så de kan køre om Dannebrogstrøjen, så gør jeg gerne det. Omvendt vil jeg gerne køre banestævner i et rent damefelt, men det kræver flere damer til start og det håber jeg, at de andre damer vil hjælpe mig med. En skønne dag er vi forhåbentligt så mange damer, der cykler inden for både landevej, bane, BMX og cross, at et rent damefelt er en naturlig del af alle cykelløb 🙂
I torsdags fik jeg en mindre hjerneblødning og besluttede at tage med tre andre ryttere til cykelløb i Grenaa i dag, søndag. Det kom jeg lidt til at fortryde her til morgen, hvor uret ringede kl. 4:00. For jeg var først kommet i seng omkring kl. 23:30 og dagen før havde jeg også kun sovet ca. 5 timer, da jeg valgte at tage en bytur fredag (ja, det er useriøst!).
Samtidig havde jeg fået ret ondt i knæet efter træning torsdag, så jeg vidste slet ikke, om jeg ville være i stand til at cykle i dag. Jeg prøvede at rulle en tur fredag, men efter en time fik jeg så ondt, at jeg måtte køre hjem og behandle knæet med is og knæbind, hvilket jeg fortsatte med lørdag. Jeg burde nok også have siddet mere stille, men det er jeg ikke i stand til og havde en masse gøremål, så det måtte briste eller bære i dag.
Lørdag aften hentede jeg Junior Teamets flotte bil, som vi havde fået lov at låne og søndag morgen hentede jeg de andre på Bellahøj kl. 5:00, hvorefter turen gik til Jylland. Jeg prøvede at sove i bilen, men kunne ikke andet end blunde lidt. Der var ikke et øje på de danske motorveje og vi ramte Grenaa omkring kl. 8:30.
Undervejs kolliderede vi med en due, som forhåbentlig ikke overlevede, da den ramte forruden og fjer fløj til alle sider. Da vi steg ud af bilen så jeg, at duen først havde ramt min cykel, for der sad fjer og duerester på min kæde, klinge og pedaler – adr!
I Grenaa var vejret lækkert og efter at have kørt en del i ring for at finde omklædningen og fået klædt om, kørte vi videre til startområdet. Jeg smed knæbindet, fik varmet op og var spændt på, hvad knæet ville sige til de 72 km., der stod på programmet.
Vi var tre damer til start og 12 herrer. Jeg genkender to af H60’erne hjemmefra, men damerne kender jeg ikke. Jeg havde allerede på forhånd besluttet at blive i feltet så længe som muligt for at skåne knæet. Løbet startede som sædvanligt stille og roligt og jeg sørgede for hele tiden at sidde med fremme.
Der blev forsøgt nogle ryk, men ingen fik lov at slippe. Jeg syntes vi kørte meget langsomt og vi blev også overhalet af både A-, B- og C-rytterne. Da A ville overhale os, kørte vi i venstre side af vejen pga. sidevind, så da de råbte ”bagfra” og ingen hørte dem, blev de hidsige og råbte ting som ”flyt jer, bøsserøve!” Det er alligevel første gang, jeg er blevet kaldt en bøsserøv.
Selvom jeg følte, at vi sneglede os afsted, tvang jeg mig selv til ikke at stikke af. Jeg tænkte på Pinsecuppen næste weekend og ville ikke risikere en skade. Da vi kørte ud på sidste omgang var feltet – så vidt jeg kunne se – stadig samlet og jeg syntes det ville være lidt kedeligt, hvis vi skulle ud i en massespurt. Især fordi jeg jo ikke er fan af spurter. Så jeg overvejede situationen nøje.
Omgangen startede ned ad bakke og kort efter gik det opad. Jeg besluttede mig for at køre hurtigt op ad bakken, mest for at få den overstået, men det endte med at jeg fik et stort hul og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at fortsætte. Indtil videre havde knæet heller ikke gjort ondt, så jeg trådte i pedalerne og fortrød en anelse, at jeg skulle ud på 24 km. soloudbrud – igen.
På et tidspunkt så jeg mig tilbage og spottede to ryttere nærme sig. Efter dem så jeg et felt og panikkede, da jeg troede det var H60 på efterfølgelse. Gruppen hentede mig, men det var heldigvis bare B-rytterne. Jeg frygtede at de havde H60 med bag sig, men det havde de ikke.
Da førerbilen til B ville overhale min førerbil skete det i et sving, så det endte med, at jeg måtte bremse helt ned for ikke at kollidere med bilerne. Temmelig irriterende! Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne have hægtet mig på B-feltet og kørt med dem hjem, men det må man ikke, så jeg holdt mig på afstand og lod dem køre væk. Da jeg havde omkring 4 km. til mål så jeg igen et felt bag mig og tænkte om det nu var H60, der var ved at hente mig. Så endnu en gang panikker jeg og øger farten. Jeg blev ikke hentet af feltet, men så kort efter, at det var resten af B-rytterne. Jeg kørte alene over målstregen med armene i vejret og 1 min. ned til H60, mens jeg vandt med 1:32 min. til nummer to i DB.
Selve ruten i Grenaa var super med lidt bakker, sving, med-, mod- og sidevind. Vejret var lækkert og ikke for varmt. Men jeg kedede mig lidt og savner stadig konkurrence og ordentligt cykelløb i Dame B.
I søndags stod dagen endnu en gang i gadeløbets tegn og jeg kørte HFCK’s løb i Hedehusene. Et gadeløb bestående af 11 omgange på en 3 km. lang rundstrækning.
Jeg tog toget til Høje Taastrup, da jeg var bange for at punktere, hvis jeg cyklede derud. Normalt er jeg altid i rigtig god tid, men som det ofte sker, når jeg skal cykle, glemmer jeg, hvor lang tid det tager at gøre mig klar, så pludselig havde jeg travlt.
På vej mod Hovedbanen opdager jeg, at jeg har glemt min pulsmåler, så jeg beslutter at køre hjem efter den. Ud af døren for anden gang har jeg nu kun 12 min. til at køre lidt over 5 km. for at nå toget. Heldigvis er det tidlig søndag morgen og med mindre trafikforseelser klarer jeg turen på 8 min. I total panik for at finde den rigtige perron og med skældud over at cykle på samme når jeg toget med høj puls og sveden haglende. Så fik jeg da varmet op! Er dog kølet af igen, da jeg når Hedehusene, så jeg varmer lidt ekstra op før starten.
Vejret viser sig endelig fra sin bedste side og i strålende solskin står vi 5 damer og 15 herrer til start. Men faktisk føler jeg mig ikke særlig oplagt til cykelløb. Jeg er træt både mentalt og i kroppen – og jeg føler ikke, at jeg har gode ben. Men det giver lidt motivation, at vi er så mange damer til start. Derfor beslutter jeg mig også for at blive nede i feltet og ikke rykke medmindre andre tager initiativet.
Det går også meget godt og hver gang en H60 rytter prøve at slippe væk er det ikke mig, der lukker hullet, selvom det kribler lidt i mig. Jeg lukker kun huller, hvis der sidder en anden Dame B rytter med i rykket. Derfor bliver jeg også noget harm, da en H60’er skærer mig af halen, mens vi ligger i sidevinden, med ordene ”hvorfor skal du lukke huller hele tiden?!” sagt temmelig surt. Synes i det hele taget, at nogle H60’ere virker temmelig irriterede på mig og de forsøger at skære mig af flere gange. Temmelig unfair, når vi ikke kører om de samme point/præmier.
Nå, men en enkelt gang undervejs forsøger jeg at rykke med en anden Dame B rytter fordi jeg begynder at kede mig lidt. Jeg sætter tempoet gevaldigt op og vi får hul, men en tredje Dame B rytter får trukket hele feltet med op til os igen. Så er det her, jeg undrer mig over, hvorfor H60 kører med på vores ryk?!
Undervejs er der et lille egern, der gerne vil over vejen og der sker lidt panik i feltet, men egernet tør heldigvis ikke løbe over og vender om.
Resten af tiden sidder jeg bare med, tager et par føringer, øver mig i svingene og nyder at det ikke er så hårdt et løb. Ruten er ret lige til og svingene er nemme, så man kan træde sig igennem dem. Da vi nærmer os de sidste par omgange begynder jeg at overveje endnu et ryk. Jeg ved, at jeg ikke er god til spurter, så jeg tør ikke rigtig lade en spurt afgøre dagens resultat.
Med to runder tilbage prøver jeg at stikke af, men uden held. I stedet laver jeg taktikken om og bliver bag en anden Dame B rytter indtil sidste sving, hvorefter jeg træder alt hvad jeg kan for at komme væk. Her er der over 1000 meter til målstregen og det er måske lige optimistisk nok, men jeg håber, at de andre ikke kan holde tempoet lige så længe som jeg.
Det går da også fint, lige indtil jeg kan høre og mærke et sus på venstre side. Det er heldigvis bare H60, der kommer bragende. Men så sker det samme på højre side og kraftedeme om det ikke er en Dame B rytter, der har siddet på smækken hele vejen og som jeg derfor stort set intet har set til undervejs.
Jeg tænker ”det sker bare ikke” og træder og træder og træder, men det gør hun også og hun råber og pruster som en gal. Vi krydser målstregen samtidig og jeg tror faktisk, at hun har vundet, så da jeg lidt efter hører mit navn i højttaleren bliver jeg lykkelig! Det er første gang, jeg vinder en spurt og forhåbentlig sidste gang, jeg satser på den måde.
Efter turen på podiet cykler jeg hjem og tager en omgang på Amager for at få lidt flere kilometer i benene. Har ikke trænet så meget som jeg ville den sidste uge og nu var vejret jo dejligt, så selvom det virkede lidt dumt at tonse rundt ude på Diget med rygsæk på (orkede ikke at smide den hjem først, selvom blomsterne deri nok ikke havde det så godt), så var det en lækker tur.
Den kommende weekend er der desværre kun løb i Jylland, så den står på en masse træning i stedet.
Jeg havde håbet på mere spænding til Greve CC’s linjeløb i dag, men med fire tilmeldte i Dame B og kun to fremmødte (der tegner sig et kedeligt mønster, synes jeg) udeblev spændingen endnu en gang.
Jeg skulle først køre kl. 15:25, så hele dagen var jeg i venteposition og lavede ikke så meget andet end at se House of Cards og spise som om jeg skulle ud og lave en ironman eller to. Jeg fik heldigvis kørelejlighed til Tune, så jeg slap for at tage toget.
Jeg havde hørt om både sne, slud og regn, så jeg var ret spændt på vejret, men da vi ankom, var der heldigvis tørt og det blev der ved med at være. Til gengæld var der pivkoldt, så jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvad jeg skulle have på af tøj. Jeg er dog efterhånden kendt for altid at køre løb i korte rør, så det blev jeg jo nødt til at fortsætte med, selvom der stod 4 grader på menuen. Det er altså snart 1. maj – hvad sker der for temperaturen?!
Men det var på med varmecreme i rigelige mængder! Synes dog ikke, der er så meget varme i den creme, som jeg gerne vil have. Heldigvis havde jeg uldsokker i skoene og skoovertræk udover. For oven kørte jeg med baselayer, jersey og løse ærmer. I starten var det egentlig fint, men den sidste time kunne jeg godt have brugt et ekstra lag tøj og da jeg kom i mål var jeg da også temmelig frossen.
Jeg fik kun varmet op i små 10 min. og det er virkelig en ting, jeg skal blive bedre til. Men starten gik og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad min strategi skulle være, så selvom det ikke var planen, rykkede jeg efter første sving og håbede på at få nogle med. Det fik jeg også, alt for mange, så jeg satte farten yderligere op og endte med at få hul.
Hullet varede næsten en hel omgang, men så kom modvinden og den var virkelig hård for lille mig, så på opløbsstrækningen blev jeg hentet af forfølgerne, som var en gruppe på seks mand. Den anden Dame B rytter var skivet for længst. De kørte rulleskift og jeg blev en del af det. Det var rart at komme i læ, men efter hvert sving skulle vi vente på at blive samlet for at køre rulleskiftet op igen. Jeg syntes vi kørte sneglelangsomt og min puls faldt til restitutionsniveau, så jeg tænkte, at jeg intet fik ud af at køre sådan og det var heller ikke en sjov måde at køre cykelløb på.
Så da jeg havde kørt en omgang med H60 og de begyndte at lege diskussionsklub for 117. gang blev jeg utålmodig og rykkede igen i første sving. Det virkede som om, at nogle af herrerne helst ikke ville have, at jeg slap væk, men de kunne alligevel ikke følge med og mit hul blev større og større indtil jeg ikke kunne se dem længere.
På et tidspunkt spottede jeg fire rådyr i fuld galop over marken kommende i min retning. Jeg nåede lige at tænke ”I løber bare ikke over vejen, når jeg kommer” og akkurat som jeg kom kørende løb de over vejen, så jeg måtte bremse helt ned. Da jeg kørte over målstregen for 4. gang var jeg 1:11 min. foran feltet, så jeg tog den sidste runde i moderat tempo. Jeg endte med at vinde med 1:13 min. ned til herrerne 0g 25:15 min. til nr. 2 i Dame B.
Det var egentlig et ret let løb i dag lige med undtagelse af de stykker med side- og modvind. Der var det hårdt at side alene og på et tidspunkt kiggede jeg ned på min Garmin og registrerede, at jeg skulle træde omkring 250 watt for at køre 20 km/t. Op ad bakke!! Altså, jeg kørte lige ud, men det føltes som op ad bakke 😉 Især de sidste 5 km. i vinden trak tænder ud. Men udover rådyr, heste og en fasan var jeg på en ret så ensom og meget kold cykeltur. Måske jeg bare skal gøre mig i enkeltstarter?! Neeeej vel 🙂
Næste cykelløb er endnu et gadeløb i Hedehusene på søndag. Som det ser ud nu er vi fire tilmeldte i Dame B og ja, så er det jo spændende, hvor mange der rent faktisk dukker op…
I dag startede min sæson i Dame B, hvor jeg skulle køre mit første cykelløb i år. Det var gadeløb i Køge med en rute på 1,6 km. og opløb på Køge Torv belagt med fine brosten. Jeg var ret spændt på at skulle balancere Envie på brosten og så blæste det en halv pelikan oveni. Samtidig var min forberedelse ikke den bedste med en weekend fuld af praktiske gøremål samt et forsøg på at løbe 5 km. på under 20 min. i går. Men det tog kun 32:40 min., så var cykelløbet overstået og jeg fortsatte hvor jeg slap tilbage i september, nemlig med en sejr! 😀
Jeg havde start kl. 13:30 og tog S-toget til Køge st., så jeg var på Køge Torv en time før start. Det var pænt koldt, jeg havde i hvert fald ikke helt nok tøj på til at stå stille, og jeg havde kun en rygsæk med til sko og småting, da jeg havde planer om at cykle hjem efter løbet. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at der var dejlig varmt ude på toilettet, så der sad jeg (på en bænk dog) og hyggede mig indtil starten gik og jeg fik derfor ikke varmet op i mere end 5-10 min. Ikke særlig hensigtsmæssigt til så kort et løb og det var da også hårdt at få benene i gang.
Der var lidt mandefald i både DB og H60, så vi endte med kun at være et felt på to damer (mig og en svensker) og otte herrer. De ældre herrer stod i vintertøjet, mens os damer var i kørte rør. Allerede der kunne jeg godt fornemme, hvor det bare hen ad og rigtigt nok, da starten gik var der ikke kamp blandt herrerne for at komme op foran, så svenskeren tog føringen og lagde hårdt ud. Det passede mig fint, for jeg skulle lige have varmen og vænne mig til brostenene.
Svenskerens lokomotiv varede dog kort og efter to omgange trak hun sig tilbage, men der var ingen, der ville overtage og da alle sad og lurepassede et stykke tid besluttede jeg mig for at køre. Da jeg kigger mig tilbage er der hul og så fortsætter jeg. Der er kun tre højresving på ruten og de er ret nemme, så jeg kan træde mig igennem dem. Opløbsstrækningen med brosten er egentlig også helt fin at køre på, men efter første sving er der mega sidevind og jeg har svært ved at holde min linje. Så kommer modvinden, som er temmelig strid indtil det skifter til medvind. Jeg kører ca. 40 km/t på brostenene i medvinden og 30 km/t i modvinden. Undervejs på de 12 omgange hører jeg, at jeg er hhv. 15 sek., 40 sek., 49 sek. og 1:03 min. foran feltet. Der er to indlagte spurter, som jeg vinder og på 8. omgang ser jeg, at svenskeren er udgået. Så jeg tager den lidt med ro og sikrer 1. pladsen med 1:01 min. ned til herrerne.
Efter en hurtig og ensom tur på podiet samt udlevering af spurtpræmier (kaffe?!), giver jeg både blomster og kaffe-præmierne videre og hopper på cyklen hjemad. Men jeg når ikke længere end til Ishøj før mit dæk siger ”bang” og jeg er punkteret med et flækket dæk. Held i uheld kommer der en bus til Ishøj st., hvor jeg kan tage S-toget til Nørreport og metroen til Amagerbro st.
Da jeg kommer hjem synes jeg ikke helt, at jeg har fået cyklet nok. Så jeg skifter hjul og kører knap to timer mere, så jeg ender med at have kørt 100 km. i dag og nu er jeg også lidt træt…
En sejr er en sejr, men det er ikke helt det samme, når man ikke skal kæmpe for den. Så jeg glæder mig til søndagens linjeløb i Greve, hvor der forhåbentligt bliver lidt mere spænding.
Kl. 8:30 kører vi mod Båstad. Vejret ser ikke alt for godt ud og lige pludselig styrtregner det. I bilen skiftevis snakker vi om at vende om og finde et sted med vafler, spørge om vi må skifte fra den lange (124 km.) til den korte rute (62 km.) og, om regnen når at stilne af inden start. Det gør regnen heldigvis og vi når frem til startområdet kl. 10.
Vi pakker cyklerne ud af bilen og gør os klar, men så opdager jeg min første ”fejl”. Jeg har kun to 500 ml. flasker med. Det er det, jeg normalt kører med til træning og til licensløb og jeg havde ikke lige tænkt på, at et cykelløb på 124 km. nok kræver lidt mere væske. Godt nok er der depot undervejs, men jeg stopper altså ikke for at tanke til cykelløb af denne kaliber. Nå, men der er ikke noget at gøre ved det, jeg må bare satse på, at jeg kan nøjes med én liter energidrik. I det hele taget har jeg ikke forberedt mig specielt godt til dette cykelløb – jeg kender ikke ruten og jeg er en anelse demotiveret.
Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort, men med løse ærmer og skoovertræk da vejene stadig er våde. Jeg stikker fire isogels i lommen – ingen grund til at risikere at gå sukkerkold! Tiden går, jeg stresser og vi ender med at komme til start kun et par minutter før afgang kl. 11, så der er ikke andet at gøre end at starte helt foran, hvilket i øvrigt også er at foretrække.
Startskuddet lyder og vi triller op ad en lille stigning med brosten, før vi kommer ud på rigtig vej. Jeg er spændt på ruten og den første rigtige stigning går let som en leg, men så kommer nedkørslen. ”FUCK! Det tør jeg ikke det her!” er hvad jeg tænker, mens folk suser forbi mig. Det er som om, at min hjerne blokerer og skriger ”breeems” når jeg når op på 60+ km/t, så det gør jeg, altså bremser. Jeg finder derfor lynhurtigt ud af, at dem jeg sætter på bakkerne, de henter mig igen på nedkørslen. Jeg tænker, at det bliver en sjov leg med otte omgange – not so much!
Det gælder også en af de andre kvinder og hun er iskold, når det går nedad. De første mange omgange er det egentlig ok, for hun får ikke længere forspring end at jeg kan hente hende igen på de lige stykker eller opad, men til sidst har jeg brugt for mange kræfter på den konto og ved 90 km. beslutter jeg, at jeg hellere vil have en god oplevelse end køre mig selv helt i sænk ved at jagte hende, der er foran.
Hun sidder nemlig i en gruppe, der hjælper hende, mens jeg kører det meste af løbet alene, for når jeg mister gruppen foran er der er alt for langt ned til næste gruppe. Det går også nedad hele vejen til mål, så om jeg kommer 6 sek. eller 6 min. efter hende giver samme resultat (en 2. plads) derfor dropper jeg jagten og prøver at nyde de sidste tre sindssyge hårde omgange.
Jeg ved, at jeg er langt foran de resterende kvinder, så med lettelsen over bare at kunne køre i mit eget tempo prøver jeg at fokusere på lidt teknik på nedkørslerne og i svingene. Især er jeg nervøs ved et hårnålesving i en 18 % nedkørsel (der var også mindst to styrt her), men jeg prøver at slippe bremsen lidt (ikke i svingene!) for jeg har lagt mærke til, at de andre slet ikke er i nærheden af deres bremser, når det går nedad, mens jeg selv hele tiden er klar til at holde dem inde (men det er vist ikke så godt, for så kan man ikke slappe af i kroppen, selvom jeg virkelig prøver). Jeg kommer dog ikke over 65 km/t.
Jeg har allerede drukket min ene flaske energi før vi er halvvejs, så da jeg ser, at min chauffør er gået ud af løbet kaster jeg den tomme flaske til ham og beder ham fylde den. Jeg får den tilbage omgangen efter. Der er kun vand i, men det er faktisk rart, for jeg er meget tørstig og har brug for andet end sukker til at slukke den. Næste gang tager jeg lige 750 ml. flasker med!! Også selvom det ikke er god velominati stil 🙂
Anden sidste omgang er faktisk den værste. Fra at være flyvende er jeg nu hårdt kæmpende op ad bakke. Jeg overvejer seriøst at stå af cyklen og gå op, men jeg nægter – det kan ikke passe, at jeg bliver nødt til det, så jeg fortsætter mens tempoet er pinligt langsomt! Tror faktisk, at jeg et kort øjeblik er nede på 5 km/t. Jeg overhaler dog stadig folk på min vej op, så jeg er i det mindste ikke den langsomste. Det begynder også at dryppe fra oven og jeg når lige at tænke ”åhh nej, ikke regn nu”, men det bliver ved dryp. Til gengæld er nedkørslerne nu mega kolde!
Selvom sidste omgang også er helt vildt hård, så er det, at jeg ved det er den sidste nok til lige at give mig det sidste energi og smilet tilbage på læben over at jeg endnu gang fik bidt smerterne i mig og gennemførte et alt for hårdt cykelløb. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at jeg er meget mere til fart og taktik end til udholdenhed, når det gælder cykelløb. Men denne dag har jeg faktisk ikke syre i lårbasserne, jeg er bare træt, brugt og demotiveret. Mine ben er geleagtige og min ryg/nakke gør vanvittigt ondt, især når jeg ligger i bukken.
På vej op ad den første stigning for sidste gang får jeg nævnt til en rytter ved siden af, at det er godt, at det er sidste omgang hvorefter han kigger glædesløst på mig og siger ”er det? Jeg har vist to omgange tilbage” og så får jeg helt dårlig samvittighed og håber ikke, at jeg har dræbt hans motivation.
Jeg har selv haft en del kriser undervejs, mit ansigt har helt sikkert set meget sjovt ud til tider, jeg har tænkt meget på iskold cola (men fik aldrig nogen), snakket lidt med mig selv og mine ben og haft lyst til at græde (prøvede, men kunne ikke, så det blev bare til ynk).
Da jeg kommer i mål kan jeg næsten ikke bevæge min nakke. Den har det ikke godt efter 4 timer, 47 minutter og 44 sekunder i sadlen og jeg måtte direkte hen og få massage. Da jeg ligger halvnøgen på briksen bliver mit navn råbt flere gange i højttalerne og til sidst bliver jeg nødt til at gå op til podiet og modtage min 2. præmie. Jeg er 5:55 min. efter vinderen, men havde jeg haft modet til at køre nedad, så tror jeg, at jeg havde vundet. Desværre kan arrangørerne ikke vente på, at 3. plads vinderen kommer i mål, så vi er kun to på podiet – temmelig dårlig stil!
Den stærkeste vandt ikke i dag, men det gjorde den bedste. Det er bare et bevis på, at jeg stadig har meget at lære og jeg er meget tilfreds med min placering. Vinderen har fuldt fortjent sin sejr og jeg er imponeret over, hvordan hun bare drøner nedad, mens jeg tager fat i bremserne som den kylling jeg er.
Efter præmieoverrækkelsen pakker vi cyklerne i bilen og sætter kursen mod København, men vi når kun lige ud af Båstad, da jeg bliver ringet op og bedt om at komme tilbage. Der er åbenbart flere præmier. Da jeg kommer tilbage bliver jeg kaldt på podiet igen som modtager af præmie for 3. hurtigste tid på bakkespurten. Jeg vidste faktisk ikke, at der var en bakkespurt. Lidt skuffet tænker jeg ”er jeg vendt om for en 3. plads?! Og hvor er de andre piger egentlig?”, så bliver der nævnt, at en pige fra Amager Cykle Ring har 2. bedste tid på bakkespurten. Vi var en håndfuld piger fra Amager Cykle Ring til løbet, så jeg tænker ”gad vide, hvem det er?” og så bliver mit navn nævnt igen. Jeg er lettere forvirret og tror, at det er en fejl, men jeg får at vide, at jeg skal stille mig over på 2. pladsen, for den er god nok. Jeg får også præmien for hurtigste tid på bakkespurten og kan ikke lade være med at grine. Det er sgu’ lidt skørt og jeg har aldrig prøvet at stå på alle tre skamler til samme cykelløb før. Vi kører i en C1’er og jeg kan næsten ikke selv være i bilen for præmieposer og blomster – det har vi en god griner over på vejen hjem!
Om arrangementet har jeg igen intet negativt at sige, for alt spillede. Lige med undtagelsen af den manglende 3. plads på podiet. Ruten er god, men hård og teknisk krævende. De frivillige bliver jeg også igen nødt til at fremhæve, for hold nu op hvor er de glade, heppende og engagerede. Jeg fik så mange glade tilråb som ”godt kørt”, ”det ser godt ud”, ”I er seje”, ”god tur” osv. at jeg ikke kunne lade være med at smile hele tiden. Tænk, at de gider stå en hel dag og vise vej bare fordi jeg og alle de andre får lyst til at se, hvor hårdt vi kan presse os selv. Det er fantastisk!
Der var også god opbakning fra publikum rundt omkring og ikke en eneste bil dyttede af os. Ruten var ikke lukket, så vi kørte en del blandt søndagstrafikken, især inde i byen, men der blev givet plads uden sure miner, hvilket var dejligt.
Nu er jeg bare glad for, at jeg ikke har flere cykelløb på programmet foreløbigt, så jeg kan koncentrere mig om at blive stærkere henover vinteren. Men først tager jeg lige fire dage i Italien for at køre i bjerge 😀
Tre uger før Aarhus-København beslutter jeg mig for at køre med og ikke bare fra Odense, nej nej, hele vejen fra Aarhus og med en gruppe, der havde planlagt at køre 380 km. inkl. depotpause med 30 i snit. På daværende tidspunkt var min længste tur 233 km. og det er kun sket den ene gang at jeg har cyklet over 200 km.
Alligevel tænkte jeg ”hvor slemt kan det være, det er kun 150 km. mere” og så er det lige præcis her, jeg ville knække af grin og slå mig selv på mine ømme lår, hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag! For turen fra Aarhus til København er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har løbet maraton to gange, men det er ingenting i forhold til 380 km. på en cykel i strid modvind og med mere end 2.000 højdemeter. Det tog mig 14 timer og 15 min. at gennemføre inkl. depoter, hvilket giver en gns. hastighed på lige knap 27 km/t. Hvis man ikke tager pauserne med, så har jeg kørt med et snit på lidt over 29 km/t, så det synes jeg faktisk er ret pænt alt taget i betragtning! Men nu her kommer en beretning om dagen fra start til slut…
Lørdag morgen står jeg op kl. 6, tager alt mit udstyr på og spiser alle de morgenmadsprodukter jeg kan finde i min fars skab. Vi snakker ruggryn, müsli, cornflakes, rugfras og havrefras – det hele i samme skål med mælk og en halv banan på toppen. Jeg kan godt være lidt ubeslutsom og så vil jeg gerne smage det hele. Vi har vel alle vores særheder 🙂 Jeg drikker også en kop kaffe med mælk samt et glas friskpresset grøntsagsjuice og et glas vand.
Kl. 7 kører vi fra Hadsten mod Aarhus og jeg sidder og sutter i en flaske energi med en Zero tab. Ved Ceres Park & Arena mødes jeg med dem, jeg skal køre med. Jeg afleverer min bagage, når at tisse to gange og spise en banan samt en lille energibar inden afgang. Vi er vel en 10-15 stykker, der kører over startstregen sammen omkring kl. 9 og humøret er højt. Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort med løse ærmer, vindvest og overtrækssko. Vi er af sted, vejret er godt og jeg glæder mig!
Glæden varer dog ikke længe, for jeg bliver hurtigt utryg ved de store felter og hårde opbremsninger, så jeg er utrolig fokuseret de første mange kilometer og der går heller ikke længe, før jeg ser det første styrt. Der er også virkelig mange punkteringer allerede få km. fra Aarhus og folk punkterer i stride strømme hele vejen til København. Heldigvis slipper jeg for defekt og priser mig endnu en gang lykkelig for mine Schwalbe One dæk.
Ved det første depot i Horsens har vi 5-10 min. pause. Jeg får tisset og fyldt min dunk, men jeg når ikke at få noget mad og kan faktisk ikke se, hvor den er. Heldigvis har jeg lommen fuld af energibarer, gels og en banan, så det spiser jeg i stedet.
Undervejs bliver de store felter efterhånden mindre og mindre, men det gør vores egen gruppe også. På et tidspunkt er der et stort hul i vejen, hvilket forårsager et styrt lige foran mig, så for at undvige den cykel, der kommer glidende tværs over vejen i min retning, beslutter jeg mig for at køre en tur i grøften. Heldigvis bliver jeg siddende på cyklen, men to af vores mænd ryger med i faldet, dog uden voldsomme skader til følge og de kan begge køre videre. Jeg er temmelig rystet og det hjælper ikke ligefrem på den manglende frygtløshed, når jeg sidder på cyklen.
Jeg er i alt vidne til fire styrt på turen og alle sammen sker foran mig. Ét af dem er en af vores egne ryttere, der glider i et sving med grus. Han slår sig ikke voldsomt, men hans bagskifter knækker og så er løbet slut for ham. Vi mister endnu en mand, der styrter pga. publikum med hund lidt for tæt på cykelstien. Jeg ved faktisk ikke, om han ender med at køre i mål eller om cyklen eller ham selv blev for forslået. Det sidste styrt jeg ser, sker ud af det blå. Jeg tror manden kører ind i kantstenen, for pludselig ligger han der bare.
Når der sker styrt i cykelløb bliver man nødt til at køre videre, medmindre det er én, man kender. Det nytter ikke at alle stopper op for at hjælpe og ofte kan man ikke gøre så meget alligevel. Der er officials på ruten, der nok skal komme de styrtende til undsætning. Så når der sker styrt handler det om at blive ved med at se frem og køre videre, så der ikke sker flere styrt fordi folk kigger sig tilbage. Heldigvis ser jeg ikke flere styrt herefter, hvilket vil sige fra Korsør og hjem.
Ved depotet inden Storebæltsbroen går jeg på toilettet og er du gal hvor gør det ondt at tisse! Det føles som at tisse glasskår og fra da af gør bagdel og understel kun mere og mere ondt. Og her til morgen kan jeg knap nok sidde i min seng, uden det føles som at sidde på et pindsvin!
Lige inden Storebæltsbroen mister jeg min gruppe som nu er nede på fire mand. Jeg mister dem fordi jeg ligger bagerst og cykelstien bliver til kæmpe kantsten, så jeg må helt ned i fart og så er de væk. Jeg tænker fuck fuck fuck og prøver at indhente dem, men det er umuligt. Jeg indhenter dog en anden pige og vi følges over broen. Vi er begge enige om, at det er en unfair og nærmest umulig kamp. To piger på cykel med kraftig sidevind på en alt for lang bro. Tempoet falder lynhurtigt til 20-22 km/t og vi kæmper i vinden. Jeg har lyst til at give op, men jeg kan jo ikke rigtig komme væk fra broen uden at køre over, så jeg fortsætter.
Lige pludselig bliver vi opslugt af en gruppe i røde trøjer på begge sider og vi bliver helt automatisk sluset med. Det er den vildeste følelse og jeg er for en gang skyld lykkelig for at blive hentet! For første gang i noget der føltes som 100 år har jeg lidt læ og tempoet ryger gevaldigt op. De kører så roligt og det er som om at alle kender deres plads og ved hvad de skulle gøre. De er det perfekte eksempel på, hvordan man bør cykle som klub og jeg har den dybeste respekt for deres kørsel! Desværre kører de i deres eget depot efter broen, så jeg ser dem ikke mere, men jeg møder dem igen i målområdet og takker for hjælpen. Det viser sig at de er fra en lille provinsby på Sjælland – jeg har allerede glemt navnet – med en lille cykelklub med 100 medlemmer på alle niveauer. Mega sej klub, hvis du spørger mig!
Nå, men alene i depotet i Korsør er jeg temmelig frustreret og gider egentlig ikke køre længere. Jeg overvejer at ringe til både min mor og min coach for moralsk opbakning og motivation, men beslutter i stedet at tage mig sammen. Så jeg spiser lidt bolle og drikker en kakaomælk, inden jeg kører videre. Det der med at tisse har jeg ikke rigtig lyst til – smerten er for stor. Jeg finder en lille hyggelig gruppe at køre med videre, men lige pludselig kommer der en gruppe bagfra og jeg hører ordene ”Rikke, skal du med?”. Det er min gruppe, der kører forbi mig og jeg fatter ingenting, men hægter mig på. De har åbenbart været på privat depot i Korsør og holdt længere pause end mig, så pludselig var jeg kommet foran. Hvor heldig har man lov at være?!
Jeg mister faktisk min gruppe én gang til. Lige nu kan jeg dog slet ikke huske hvor, hvornår eller hvordan, men det lykkedes mig at nå op til dem igen igen.
Det meste af de 380 km. synes jeg, at det er skide hårdt at holde trit! Jeg er alt for dårlig til at sidde tæt nok på hjul og alt for god til at lægge mig ud i vinden og sidde nede bagi, så jeg kæmper en del og har det hårdt det meste af vejen, særligt efter 150-200 km. bliver det en kamp om overlevelse. Jeg er faktisk ret overrasket over, hvor hårdt det er på trods af min forholdsvis gode form og jeg beslutter mig for fremover ALTID at træne op til de underlige påfund, jeg får i tide og utide. For det er bare ikke sjovt, når man ikke er gearet til festen. Jeg kan give den fuld skrald på cyklen i et par timer, men jeg er slet ikke vant til at sidde og træde i pedalerne i så lang tid og det kan mærkes.
Men de problemer jeg har undervejs er slet ikke de problemer, jeg forventede at have. Jeg troede at ryg og nakke ville være mit største problem, men jeg sidder så godt på Envie og min bikefitter/coach Michael fra Cycling Studio har tydeligvis gjort et fantastisk stykke arbejde i at få mig til at sidde rigtigt, så jeg sendte ham mange kærlige tanker på vejen! Selvfølgelig kunne jeg mærke lidt ømhed i både ryg, nakke og arme, men det var mest ved pauserne, når jeg bevægede mig. På cyklen mærkede jeg ingenting. Lige med undtagelse af forneden, aldrig har jeg haft så ondt!! Og så fik jeg ondt i mine håndflader, men mit største problem var faktisk lårene. Efter 200 km. stod de af og syrede til ved alle stigninger og når jeg kom ud i vinden. Jeg var tæt på at tude flere gange og overvejede om jeg overhovedet ville kunne gennemføre. Jeg tænkte også, at det her er værre end at løbe maraton. Dem har jeg løbet to af, men der løber jeg selv og når det er hårdt kan jeg sætte tempoet ned og jeg får højest en grim vabel og ømme stænger. På cyklen er man nødt til at holde sig til en gruppe, for en enkeltstart på 380 km. er ikke sjovt for nogen (medmindre man hedder Krause til efternavn – han var kaptajn for vores gruppe og har bl.a. gennemført Race Across America) og man får ondt i hele kroppen. Sådan virkelig ondt.
Nå, men gruppen er atter samlet og der kommer ro over feltet samtidig med at mørket falder på. Dum som jeg er, har jeg kun en latterligt lille lygte med, som ikke giver andet lys end det, der generer mine øjne og der bliver bælgravende mørkt de steder, der ikke er gadebelysning – og det er mange steder! Heldigvis er der andre, der har den helt store projekter med og kan lyse vejen op, så jeg beslutter mig for, at jeg under ingen omstændigheder skal falde fra i mørket, for så er jeg virkelig på den! Derfor bliver alle kræfter brugt på at følge med og på daværende tidspunkt er jeg så træt og udmattet, at jeg bliver helt god til at finde læ og lægge mig på hjul og jeg er ikke længere bange for styrt (eller jo, lidt, men frygten for at blive efterladt i mørket er større).
Det er voldsomt ubehageligt at køre i mørket, men jeg holder mig til og da vi når Storkøbenhavn er jeg ved at græde af glæde. Endelig! Nu er mål inden for rækkevidde og jeg klarede det. Forløsningen er stor og jeg er lykkelig da jeg kører over målstregen og kan ikke fatte, at jeg har kørt 380 km. Jeg er fuldstændig smadret og skal lige sluge oplevelsen, som bestemt ikke har været fest og farver. Men allerede her til morgen har jeg lidt glemt de hårde tider og tænker, så slemt var det heller ikke, men jo, det var hårdt, rigtig rigtig hårdt og jeg tør ikke tænke på, hvor hårdt det har været for de folk, der ikke har samme grundform som mig – jeg håber, at var bedre end mig til at ligge på hjul!!
Det viser sig, da vi kommer i mål, at jeg blev nr. 4 af kvinderne og den anden pige fra vores gruppe, som kørte i mål 4 sekunder før mig blev nr. 3. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke vidste det på forhånd, for så havde jeg lige givet den lidt ekstra gas til sidst, men det er fandme flot kørt af min “gruppe-veninde”, så stort til lykke med podiepladsen til hende! Jeg havde på ingen måde regnet med, at vi ville klare os så godt i kvindefeltet og i starten troede jeg, at der var noget galt med stillingen. efterfølgende er jeg rykket ned på en 5. plads og nr. 3 på en 4. plads, men podiet er ligeglad med tid – det handler om at komme først over stregen.
Noget der overraskede mig ved dette cykelløb er den manglende snak undervejs. Da jeg kørte Danish Police Tour snakkede vi stort set hele vejen, men på Aarhus-København var der næsten kun stilhed. Jeg selv havde ikke rigtig overskud til hyggesnak, så måske det var gældende for alle. Det synes jeg er synd når nu man er ude på så lang en tur for jeg synes at hyggesnakken er noget af det bedste ved cykling. Dog fløj timerne alligevel af sted og jeg fik da også snakket lidt undervejs.
I nat har jeg kun sovet fem timer og jeg har sovet virkelig dårligt! Jeg vågnede flere gange fordi jeg havde det for varmt og fordi jeg havde ondt. Især min ryg er begyndt at gøre meget ondt og mine knæ og ankler brokker sig. Mine lår niver, når jeg rejser og sætter mig og min bagdel er et kapitel for sig selv. Jeg overvejer hvordan jeg kan undgå at sidde på den til den er normal igen…
Om selve arrangementet har jeg kun rosende ord! Især de frivillige gjorde dagen så meget bedre. Ved samtlige depoter var der hele tiden en klar med mad og hjælp og vejviserne på ruten havde masser af smil og glade tilråb til os. De har gjort et fantastisk stykke arbejde og jeg er kæmpe fan! Jeg kan faktisk ikke sige noget negativt om cykelløbet, hvilket ellers er sjældent i mit tilfælde 🙂
Dette er nogenlunde hvad jeg kan huske at have spist og drukket undervejs og ved depoterne:
Som ny licensrytter i Dame B – og ny cykelrytter i det hele taget – har jeg meget at lære om det at køre cykelløb. Jeg var ellers en habil løber med 50-70 km. i benene hver uge, men jeg fik en overbelastningsskade i lysken og måtte derfor finde en alternativ træningsform, indtil jeg var i stand til at løbe igen. I september 2014 havde jeg købt min første racer, men ikke fået cyklet så meget på den. Det ændrede sig i april 2015, da jeg deltog i et cykelarrangement for kvinder på Værløse Flyvestation. Det førte til deltagelse i mit første cykelløb, CyclingPlanet, og så blev min sult vagt. Jeg fik meldt mig ind i Amager Cykle Ring, tog med til Nyborg for at køre mit første DCU løb (dog som motionist) og hev en 3. plads med hjem uden at ane, hvad jeg lavede, jeg trådte bare i pedalerne. Mere ville have mere, så jeg gik hjem og købte licens. Desværre vokser træerne ikke ind i himlen og til mit første cykelløb med Dame B blev jeg skivet efter 25 km. og måtte køre 60 km. alene i Strøs dejlige bakker. Siden er det gået lidt op og ned og jeg har lært alle de ting, jeg IKKE skal gøre, men denne weekend lærte jeg for en gang skyld noget om, hvad jeg er i stand til og skal gøre for at køre et godt cykelløb.
Cykelløb i regnvejr
Lørdag afholdte Lyngby CC cykelløb i Vedbæk og Dame B havde start kl. 8:15. Det stod ned i stænger og var pisse koldt! At stå ud af bilen for at køre 80 km. i regn og kulde klokken alt for tidligt om morgenen var ikke just det, jeg havde allermest lyst til – det tror jeg ingen havde – men som det sjældent sker i Dame B, så stod vi syv damer til start på trods af kun fem tilmeldte og vi var flere i Dame B end der var mænd i H60 (Dame B og H60 kører som regel sammen). Jeg havde ellers udset mig lørdagens cykelløb som mit, men da jeg så Maria fra Ordrup CC vidste jeg, at det ville blive svært.
Løbet blev skudt i gang og Maria satte fart på fra starten og ret hurtigt kom Maria, Signe fra CK Aarhus og jeg i udbrud med en enkelt H60’er. Vi kørte stærkt og jeg kæmpede lidt for at hænge på, men efter første omgang havde vi skabt et hul til feltet på 2 min. Regnen stilnede af og vi fik et godt rulleskift op at køre lige indtil til næstsidste omgang, hvor Maria og Signe prøvede at køre fra mig. Det ville jeg dog ikke tillade, så jeg fik dem kørt ind på trods af en H60’er imellem os. På sidste omgang begyndte det at regne igen og farten blev sat ned. Jeg vidste, at jeg ikke ville have en chance mod Maria i spurten, så jeg måtte udnytte regnen og begyndte at sætte farten op. Jeg prøvede også at stikke af et par gange, men uden held. Til gengæld ville de ikke lade mig få pause og uanset hvor langsomt jeg kørte, blev de bag mig, så jeg besluttede at blive siddende i front hele vejen til mål. Jeg kørte alt hvad jeg kunne på opløbsstrækningen, men Maria kom alligevel forbi med sit hjul og jeg måtte nøjes med en andenplads efter at have ført stort set hele sidste omgang.
Karrierens første sejr
Søndag var det Roskilde CR, der afholdte cykelløb i Tølløse. Igen regnede det, men det var kortvarige byger, til gengæld blæste der en god vind og det var koldt. Men jeg havde et mål og det var sejr! Søndagens løb var mit sidste denne sæson og jeg havde endnu ikke vundet i Dame B, så det var nu eller aldrig. Der var igen mødt syv piger til start og da løbet blev skudt i gang gik det forholdsvis roligt for sig. Vi mærkede hurtigt effekten af sidevinden og der var ikke rigtig nogen, der ville tage føringer. Jeg forsøgte et udbrud med Signe fra lørdagens løb, men vi blev hurtigt hentet igen. Så forsøgte jeg mig med en anden damerytter fra Aarhus CC, men vi blev også hentet. På tredje omgang går der lidt for meget kaffeklub i den og da tre H60’ere vælger at tage fronten uden at sætte fart på, beslutter jeg mig for at stikke af. Jeg får lavet hul og jeg forestiller mig, at de sidder i feltet og diskuterer, hvem der skal lukke hullet, for de kommer ikke. Jeg kigger ned på min cykelcomputer og kan konstatere, at der er 20 km. til mål. Jeg tænker, at det bliver svært at sidde alene i vinden så længe, men hvis jeg bare kan komme over bakkerne, så er der et langt fladt stykke, hvor den kan få fuldt skrald. Jeg kigger mig hele tiden tilbage over skulderen, men feltet er langt bagud og til sidst kan jeg ikke se dem mere. Jeg bliver dog ved med at tjekke med jævne mellem – hvis nu – mens jeg forsøger at holde højt tempo hele vejen til mål. Jeg bliver ikke hentet og for første gang kan jeg køre over målstregen som vinder af Dame B klassen og endda uden at skulle spurte om den. Det er en perfekt sæsonafslutning for mig og jeg har lært en masse om at køre på cykel de sidste seks måneder. Nu glæder jeg mig bare til 2016 sæsonen, hvor jeg forhåbentlig kan fortsætte hvor jeg slap.
Det er ALT for længe siden, jeg har skrevet på bloggen! Men med en hverdag, der er fuldt pakket med træning og arbejde, bliver al overskydende tid brugt på venner, familie eller afslapning og så forsømmer jeg bloggen. Heldigvis er Instagram knap så tidskrævende, så man stadig kan følge med i mit mere eller mindre spændende liv 😉 Jeg har dog endelig fået tid og overskud til et “lille” indlæg, so here goes:
Jeg er langt om længe blevet SKADESFRI! Jeg har ingen smerter i lysken længere, jeg skal ikke lave tusinde øvelser hver dag, jeg skal ikke give min lyske is efter hver træning og jeg er ikke længere på skåneprogram, så jeg kan faktisk gøre som jeg plejer med min træning.
MEN, jeg har trods alt ikke kunnet løbe i 15 uger og det sætter sine spor, så jeg skal langsomt i gang med at løbe. Derfor er planen at starte med en masse rolige 5 km. ture og så langsomt øge distancen med ca. 10% om ugen. Når jeg gerne vil kunne løbe lidt hurtigere, så sætter jeg distanceøgningen på pause og fokuserer på at komme op i fart. Løb er en meget hård belastning for kroppen og derfor skal man passe på (især lige efter en skade) at man ikke overbelaster ved både at øge distance og tempo på én gang. Det er vigtigt at tage én ting ad gangen og for mig er det vigtigst først og fremmest at kunne løbe en ordentlig distance. Så må farten komme på senere.
Det er en langsommelig proces at komme sig fra en skade, især når skadesperioden har været så lang som min, så jeg vil for alt i verden undgå at få en ny skade og derfor har jeg også besluttet ikke at deltage i konkurrencer i år, så jeg ikke kommer til at gå for hurtigt frem. Det betyder også, at jeg ikke kommer til at løbe med til Berlin Marathon i 2015, men jeg satser i stedet på PR i 2016; RIKKES OL 😀
Heldigvis er jeg faldet over en ny sportsgren, så det er ikke så slemt at undvære løb for tiden. Cykling er vildt spændende og jeg lærer en masse hele tiden! Det er hårdt og krævende på en helt anden måde end løb. Det kræver endnu mere teknik og endnu mere udstyr – hold nu op hvor er det dyrt at cykle rent udstyrsmæssigt!! Men jeg elsker jo udstyr, så jeg synes også det er fedt og jeg bruger meget tid på at nørde de helt rigtige hjul osv.
Der er desværre ikke nær så mange kvinder som mænd, der cykler og det er synd. Cykling er en fed sport fordi den for det første er vildt social! Man får et kæmpe netværk og der er altid nogen at cykle med. Cykelryttere er også nogle af de mest hjælpsomme skabninger, jeg har mødt. Selv midt i et cykelløb får jeg en masse gode råd og det er jeg som nybegynder SÅ glad for.
Jeg tror, at mange kvinder er “bange” for at cykle fordi de skal i et par klikpedaler og fordi sporten er så mandepræget, men der kan jeg trøste med, at klikpedaler er piece of cake og SÅ meget federe at køre med end almindelige pedaler. Mht. mændene, så er de slet ikke så farlige, som de ser ud og de er altid klar med hjælp og gode råd og så er de fantastiske at ligge i læ bag, når der er modvind 😉 Så damer, det er bare om at komme i gang, så skal alle jeres spørgsmål blive besvaret og jeres bekymringer forsvinde 🙂
Cykling er også fedt fordi man kommer så vidt omkring. Når jeg løber kommer jeg sjældent væk fra Amager, men når jeg cykler når jeg langt op nordpå og jeg ser steder, jeg aldrig har set før. Der er jo helt vildt smukt rigtig mange steder i Nordsjælland og det er fantastisk at komme lidt væk fra byen. Jeg kan komme med mange flere fede grunde til at cykle, men det her indlæg er allerede meget langt, så det må komme hen ad vejen.
Alt det her cykelhalløj startede hovedsagligt af to årsager. Den ene var fordi jeg blev skadet og måtte finde et alternativ til løb. Den anden var min deltagelse i CyclingWomans arrangement ude på Flyvestation Værløse i april, hvor jeg blev introduceret til en masse engagerede dameryttere. Det resulterede i, at jeg meldte mig til mit første cykelløb, som var CyclingPlanet også i april måned. Derefter gik det stærkt! Jeg blev så grebet af sporten, at jeg meldte mig ind i Amager Cykle Ring for at deltage i mit første DCU løb som motionist ugen efter, hvor jeg fik en 3. plads. Jeg tænkte at jeg måske havde fat i noget med det her cykling, så jeg besluttede at gå all in og købte licens, så jeg kunne deltage i flere DCU løb.
Udover min deltagelse i så mange DCU løb, jeg kan komme til, så har jeg også en del andre cykelprojekter i pipeline. Mandag d. 29. juni sidder jeg med i feltet på Danish Police Tour sammen med de tre andre damer fra Team P20. Det er et etapeløb på højde med Post Danmark Rundt, hvor vi skal cykle knap 900 km. fordelt på 7 etaper og 5 dage rundt i hele Danmark. Vi starter i Odense og afslutter touren i Lyngby fredag d. 3. juli. Jeg er mega spændt og glæder mig meget, men jeg er også lidt nervøs. Jeg cykler normalt 200-300 km. om ugen og nu skal jeg cykle tre gange så langt på kun 5 dage!!
Et andet spændende projekt, jeg er med i, er 24heuresvelo, som er et 24 timers cykelløb på Bugatti Circuit i Le Mans (Frankrig). Vi er 40+ cykelglade tosser fordelt på 6-mands hold, der til august skal ned og cykle på den vaskeægte Le Mans bane og jeg tror, det bliver super fedt!
Det er nu 8 uger siden, jeg sidst havde et par løbesko på fødderne og selvom jeg savner mine løbeture gevaldigt – og stadig bliver misundelig, når jeg ser andre løbe – så er jeg langsomt ved at vænne mig til træning uden løb og det er faktisk slet ikke så dårligt igen.
Jeg har nemlig lært en masse i min skadesperiode. Bl.a. at spinning slet ikke er så kedeligt som jeg gik og troede og så er det jo heeeelt vildt hårdt! Jeg syntes også, at styrketræning bare var noget, der skulle overståes før, men nu er jeg nærmest blevet afhængig af at løfte vægte og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal skære ned på det igen, men det bliver nok ikke noget problem, når glæden ved løb igen tager over 🙂
Jeg har også lært en del om min egen krop. Jeg vidste ikke, at jeg ikke brugte mine glutes (mine balder hænger der bare, som min fysioterapeut så smukt sagde det) og at min hoftestabilitet var så elendig (igen fyssen søde måde at sige det på). Så selvom det er pisse sur røv at være skadet, så havde jeg nok aldrig fået styrke området omkring min hofte og balder så meget, som jeg gør nu og hvem ved, hvad det så var endt med?!
Samtidig er jeg også blevet opmærksom på, om mine knæ og ankler måske skal styrkes, så jeg ikke får skader i dem på et tidspunkt, det kender jeg nemlig flere løbere, der har problemer med, derfor laver jeg nu også øvelser for dem ved hjælp af mit balancebræt.
Jeg indrømmer, at det er jævnt kedeligt at lave stabilitetsøvelser, men når jeg kan se og mærke, at det virker, så kan jeg godt tage mig sammen til at få dem lavet. Det hjælper især på motivationen at lave dem i forbindelse med anden træning, for så er jeg jo alligevel i gang.
Jeg havde morgentræning med min fys i dag og selvom han synes, der er fremgang, så vil han stadig ikke lade mig løbe, så vi giver det lige en uges tid mere. Jeg har ikke længere ondt i lysken, men ved nogle øvelser kan jeg stadig mærke, at den ikke er helt som den skal være og den følelse skal gerne helt væk, før jeg kan genoptage løbetræningen. Når jeg så endelig må begynde at løbe lidt, så starter vi ud med 100 meter løb og 200 meter gå – det bliver en prøvelse af de helt store for mig! Der skal jeg virkelig holde mig selv i kort snor 😉
Nu er der også kun en lille uge til jeg skulle have løbet Berlin Halvmarathon (søndag d. 29. marts) og selvom jeg stadig er træt af, at jeg ikke skal løbe med, så har jeg nu vænnet mig til tanken. Jeg skal stadig til Berlin med fire dejlige tøser, hvor vi tager en lille miniferie og så må jeg agere heppekor det bedste jeg har lært for de tre piger, der skal løbe. Vi er nemlig to, der er blevet skadet, og ikke kan løbe. Til gengæld bliver der rig mulighed for at se toppen af eliten give den gas og det glæder jeg mig til! Og så er der selvfølgelig revanche til næste år!! 😀
