Greve CC Seniorløb 2016

Jeg havde håbet på mere spænding til Greve CC’s linjeløb i dag, men med fire tilmeldte i Dame B og kun to fremmødte (der tegner sig et kedeligt mønster, synes jeg) udeblev spændingen endnu en gang.

Greve CC 2016

Jeg skulle først køre kl. 15:25, så hele dagen var jeg i venteposition og lavede ikke så meget andet end at se House of Cards og spise som om jeg skulle ud og lave en ironman eller to. Jeg fik heldigvis kørelejlighed til Tune, så jeg slap for at tage toget.

Jeg havde hørt om både sne, slud og regn, så jeg var ret spændt på vejret, men da vi ankom, var der heldigvis tørt og det blev der ved med at være. Til gengæld var der pivkoldt, så jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvad jeg skulle have på af tøj. Jeg er dog efterhånden kendt for altid at køre løb i korte rør, så det blev jeg jo nødt til at fortsætte med, selvom der stod 4 grader på menuen. Det er altså snart 1. maj – hvad sker der for temperaturen?!

Men det var på med varmecreme i rigelige mængder! Synes dog ikke, der er så meget varme i den creme, som jeg gerne vil have. Heldigvis havde jeg uldsokker i skoene og skoovertræk udover. For oven kørte jeg med baselayer, jersey og løse ærmer. I starten var det egentlig fint, men den sidste time kunne jeg godt have brugt et ekstra lag tøj og da jeg kom i mål var jeg da også temmelig frossen.

Jeg fik kun varmet op i små 10 min. og det er virkelig en ting, jeg skal blive bedre til. Men starten gik og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad min strategi skulle være, så selvom det ikke var planen, rykkede jeg efter første sving og håbede på at få nogle med. Det fik jeg også, alt for mange, så jeg satte farten yderligere op og endte med at få hul.

Hullet varede næsten en hel omgang, men så kom modvinden og den var virkelig hård for lille mig, så på opløbsstrækningen blev jeg hentet af forfølgerne, som var en gruppe på seks mand. Den anden Dame B rytter var skivet for længst. De kørte rulleskift og jeg blev en del af det. Det var rart at komme i læ, men efter hvert sving skulle vi vente på at blive samlet for at køre rulleskiftet op igen. Jeg syntes vi kørte sneglelangsomt og min puls faldt til restitutionsniveau, så jeg tænkte, at jeg intet fik ud af at køre sådan og det var heller ikke en sjov måde at køre cykelløb på.

Så da jeg havde kørt en omgang med H60 og de begyndte at lege diskussionsklub for 117. gang blev jeg utålmodig og rykkede igen i første sving. Det virkede som om, at nogle af herrerne helst ikke ville have, at jeg slap væk, men de kunne alligevel ikke følge med og mit hul blev større og større indtil jeg ikke kunne se dem længere.

På et tidspunkt spottede jeg fire rådyr i fuld galop over marken kommende i min retning. Jeg nåede lige at tænke ”I løber bare ikke over vejen, når jeg kommer” og akkurat som jeg kom kørende løb de over vejen, så jeg måtte bremse helt ned. Da jeg kørte over målstregen for 4. gang var jeg 1:11 min. foran feltet, så jeg tog den sidste runde i moderat tempo. Jeg endte med at vinde med 1:13 min. ned til herrerne 0g 25:15 min. til nr. 2 i Dame B.

Det var egentlig et ret let løb i dag lige med undtagelse af de stykker med side- og modvind. Der var det hårdt at side alene og på et tidspunkt kiggede jeg ned på min Garmin og registrerede, at jeg skulle træde omkring 250 watt for at køre 20 km/t. Op ad bakke!! Altså, jeg kørte lige ud, men det føltes som op ad bakke 😉 Især de sidste 5 km. i vinden trak tænder ud. Men udover rådyr, heste og en fasan var jeg på en ret så ensom og meget kold cykeltur. Måske jeg bare skal gøre mig i enkeltstarter?! Neeeej vel 🙂

Næste cykelløb er endnu et gadeløb i Hedehusene på søndag. Som det ser ud nu er vi fire tilmeldte i Dame B og ja, så er det jo spændende, hvor mange der rent faktisk dukker op…

Gadeløb i køge

I dag startede min sæson i Dame B, hvor jeg skulle køre mit første cykelløb i år. Det var gadeløb i Køge med en rute på 1,6 km. og opløb på Køge Torv belagt med fine brosten. Jeg var ret spændt på at skulle balancere Envie på brosten og så blæste det en halv pelikan oveni. Samtidig var min forberedelse ikke den bedste med en weekend fuld af praktiske gøremål samt et forsøg på at løbe 5 km. på under 20 min. i går. Men det tog kun 32:40 min., så var cykelløbet overstået og jeg fortsatte hvor jeg slap tilbage i september, nemlig med en sejr! 😀

Podie Køge

Jeg havde start kl. 13:30 og tog S-toget til Køge st., så jeg var på Køge Torv en time før start. Det var pænt koldt, jeg havde i hvert fald ikke helt nok tøj på til at stå stille, og jeg havde kun en rygsæk med til sko og småting, da jeg havde planer om at cykle hjem efter løbet. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at der var dejlig varmt ude på toilettet, så der sad jeg (på en bænk dog) og hyggede mig indtil starten gik og jeg fik derfor ikke varmet op i mere end 5-10 min. Ikke særlig hensigtsmæssigt til så kort et løb og det var da også hårdt at få benene i gang.

Der var lidt mandefald i både DB og H60, så vi endte med kun at være et felt på to damer (mig og en svensker) og otte herrer. De ældre herrer stod i vintertøjet, mens os damer var i kørte rør. Allerede der kunne jeg godt fornemme, hvor det bare hen ad og rigtigt nok, da starten gik var der ikke kamp blandt herrerne for at komme op foran, så svenskeren tog føringen og lagde hårdt ud. Det passede mig fint, for jeg skulle lige have varmen og vænne mig til brostenene.

Svenskerens lokomotiv varede dog kort og efter to omgange trak hun sig tilbage, men der var ingen, der ville overtage og da alle sad og lurepassede et stykke tid besluttede jeg mig for at køre. Da jeg kigger mig tilbage er der hul og så fortsætter jeg. Der er kun tre højresving på ruten og de er ret nemme, så jeg kan træde mig igennem dem. Opløbsstrækningen med brosten er egentlig også helt fin at køre på, men efter første sving er der mega sidevind og jeg har svært ved at holde min linje. Så kommer modvinden, som er temmelig strid indtil det skifter til medvind. Jeg kører ca. 40 km/t på brostenene i medvinden og 30 km/t i modvinden. Undervejs på de 12 omgange hører jeg, at jeg er hhv. 15 sek., 40 sek., 49 sek. og 1:03 min. foran feltet. Der er to indlagte spurter, som jeg vinder og på 8. omgang ser jeg, at svenskeren er udgået. Så jeg tager den lidt med ro og sikrer 1. pladsen med 1:01 min. ned til herrerne.

Efter en hurtig og ensom tur på podiet samt udlevering af spurtpræmier (kaffe?!), giver jeg både blomster og kaffe-præmierne videre og hopper på cyklen hjemad. Men jeg når ikke længere end til Ishøj før mit dæk siger ”bang” og jeg er punkteret med et flækket dæk. Held i uheld kommer der en bus til Ishøj st., hvor jeg kan tage S-toget til Nørreport og metroen til Amagerbro st.

Da jeg kommer hjem synes jeg ikke helt, at jeg har fået cyklet nok. Så jeg skifter hjul og kører knap to timer mere, så jeg ender med at have kørt 100 km. i dag og nu er jeg også lidt træt…

En sejr er en sejr, men det er ikke helt det samme, når man ikke skal kæmpe for den. Så jeg glæder mig til søndagens linjeløb i Greve, hvor der forhåbentligt bliver lidt mere spænding.