Greve CC Seniorløb 2016

HFCK gadeløb 2016

I søndags stod dagen endnu en gang i gadeløbets tegn og jeg kørte HFCK’s løb i Hedehusene. Et gadeløb bestående af 11 omgange på en 3 km. lang rundstrækning.

HFCK blomster

Jeg tog toget til Høje Taastrup, da jeg var bange for at punktere, hvis jeg cyklede derud. Normalt er jeg altid i rigtig god tid, men som det ofte sker, når jeg skal cykle, glemmer jeg, hvor lang tid det tager at gøre mig klar, så pludselig havde jeg travlt.

På vej mod Hovedbanen opdager jeg, at jeg har glemt min pulsmåler, så jeg beslutter at køre hjem efter den. Ud af døren for anden gang har jeg nu kun 12 min. til at køre lidt over 5 km. for at nå toget. Heldigvis er det tidlig søndag morgen og med mindre trafikforseelser klarer jeg turen på 8 min. I total panik for at finde den rigtige perron og med skældud over at cykle på samme når jeg toget med høj puls og sveden haglende. Så fik jeg da varmet op! Er dog kølet af igen, da jeg når Hedehusene, så jeg varmer lidt ekstra op før starten.

Vejret viser sig endelig fra sin bedste side og i strålende solskin står vi 5 damer og 15 herrer til start. Men faktisk føler jeg mig ikke særlig oplagt til cykelløb. Jeg er træt både mentalt og i kroppen – og jeg føler ikke, at jeg har gode ben. Men det giver lidt motivation, at vi er så mange damer til start. Derfor beslutter jeg mig også for at blive nede i feltet og ikke rykke medmindre andre tager initiativet.

Det går også meget godt og hver gang en H60 rytter prøve at slippe væk er det ikke mig, der lukker hullet, selvom det kribler lidt i mig. Jeg lukker kun huller, hvis der sidder en anden Dame B rytter med i rykket. Derfor bliver jeg også noget harm, da en H60’er skærer mig af halen, mens vi ligger i sidevinden, med ordene ”hvorfor skal du lukke huller hele tiden?!” sagt temmelig surt. Synes i det hele taget, at nogle H60’ere virker temmelig irriterede på mig og de forsøger at skære mig af flere gange. Temmelig unfair, når vi ikke kører om de samme point/præmier.

HFCK podie 2

Nå, men en enkelt gang undervejs forsøger jeg at rykke med en anden Dame B rytter fordi jeg begynder at kede mig lidt. Jeg sætter tempoet gevaldigt op og vi får hul, men en tredje Dame B rytter får trukket hele feltet med op til os igen. Så er det her, jeg undrer mig over, hvorfor H60 kører med på vores ryk?!

Undervejs er der et lille egern, der gerne vil over vejen og der sker lidt panik i feltet, men egernet tør heldigvis ikke løbe over og vender om.

Resten af tiden sidder jeg bare med, tager et par føringer, øver mig i svingene og nyder at det ikke er så hårdt et løb. Ruten er ret lige til og svingene er nemme, så man kan træde sig igennem dem. Da vi nærmer os de sidste par omgange begynder jeg at overveje endnu et ryk. Jeg ved, at jeg ikke er god til spurter, så jeg tør ikke rigtig lade en spurt afgøre dagens resultat.

Med to runder tilbage prøver jeg at stikke af, men uden held. I stedet laver jeg taktikken om og bliver bag en anden Dame B rytter indtil sidste sving, hvorefter jeg træder alt hvad jeg kan for at komme væk. Her er der over 1000 meter til målstregen og det er måske lige optimistisk nok, men jeg håber, at de andre ikke kan holde tempoet lige så længe som jeg.

Det går da også fint, lige indtil jeg kan høre og mærke et sus på venstre side. Det er heldigvis bare H60, der kommer bragende. Men så sker det samme på højre side og kraftedeme om det ikke er en Dame B rytter, der har siddet på smækken hele vejen og som jeg derfor stort set intet har set til undervejs.

Jeg tænker ”det sker bare ikke” og træder og træder og træder, men det gør hun også og hun råber og pruster som en gal. Vi krydser målstregen samtidig og jeg tror faktisk, at hun har vundet, så da jeg lidt efter hører mit navn i højttaleren bliver jeg lykkelig! Det er første gang, jeg vinder en spurt og forhåbentlig sidste gang, jeg satser på den måde.

HFCK podie 1

Efter turen på podiet cykler jeg hjem og tager en omgang på Amager for at få lidt flere kilometer i benene. Har ikke trænet så meget som jeg ville den sidste uge og nu var vejret jo dejligt, så selvom det virkede lidt dumt at tonse rundt ude på Diget med rygsæk på (orkede ikke at smide den hjem først, selvom blomsterne deri nok ikke havde det så godt), så var det en lækker tur.

Den kommende weekend er der desværre kun løb i Jylland, så den står på en masse træning i stedet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Greve CC Seniorløb 2016