DM Omnium 2016

Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af vinklen og hvor jeg skulle starte på dette indlæg, for jeg har en masse tanker, jeg gerne vil komprimere til noget konstruktivt og positivt.

Jeg betragter stadig mig selv som ny rytter inden for cykelsporten, da jeg kun har haft halvandet års tid i sadlen og jeg har derfor stadig rigtig meget at lære. Jeg begyndte først at interessere mig for cykling, da jeg selv fik en racer, så alt om cykling fra før april 2015 aner jeg intet om. Til gengæld suger jeg til mig fra alle sider og kanter og er på kort tid blevet fortaler for en sport, jeg er kommet til at brænde enormt meget for. Det er derfor, jeg har meldt mig ind i Amager Cykle Rings bestyrelse samt Dameudvalget hos DCU. Det er også derfor, at jeg stiller til start i DM i Omnium velvidende at jeg ikke har en chance imod de stærke eliteryttere, men det er heller ikke det, det handler om for mig. Det handler om at være med fordi det er sjovt, om at køre løb og om at lære.

Så her kommer en “lille” historie fra det virkelig liv, der måske kan sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg får nemlig tit kommentaren “det går da ret godt for dig med cyklingen” og jeg undrer mig over hvorfor, for realiteten er en helt anden, hvis jeg selv skal sige det. Lad mig komme med et dugfriskt eksempel:

Jeg styrtede på banen sidste år og havde enormt svært ved at komme op på den igen. Jeg blev dog ved med at prøve – også selv det var med bankende hjerte helt oppe i halsen og rystende som et espeløv (og jeg overdriver ikke – jeg har en træning med pulsmåler som bevis). De andre damer har vist enormt meget hensyn og jeg har fået lidt særbehandling af træneren, så jeg kunne få trygheden tilbage. Det har gjort, at jeg nu kan køre med i træningerne igen på lige vilkår med de andre. Dog kan jeg stadig blive nervøs og jeg mangler endnu at kunne ligge tæt på hjul samt bevare overblikket på banen. Det skal nok komme, men tilbage til historien.

I lørdags var der nemlig DM i Omnium og jeg som ikke har kørt et banestævne siden januar 2016 følte mig ikke lige som den oplagte kandidat. Omvendt vidste jeg, at der ikke var mange damer, der ville stille til start (selvom de sagtens kan), så med dette og min kamp for at få flere damer til at køre cykelløb in mente samt et mindre puf i den rigtige retning, fik jeg tilmeldt mig og så fulgte en masse tanker for, men mest imod.

Dagen oprandt og da jeg stod på Odense Cyklebane lørdag formiddag tog frygten for banen for alvor fat igen og jeg kørte kun to omgange “opvarmning” på sort streg, hvorefter jeg måtte køre ned fordi jeg rystede og slet ikke følte mig tryg. Det var faktisk så slemt, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var klar til at pakke sammen og køre hjem igen, men bl.a. Amagerfolk, landstræneren og de andre damer fik mig opmuntret til i det mindste at forsøge nu jeg var kørt den lange vej.

Jeg fik rystet den værste nervøsitet af mig, men da jeg skulle op til barrieren til starten kom jeg sidst og min plads ville derfor være bagerst, hvor hældningen på banen var mere end jeg kunne klare denne dag, så jeg vendte om og ville ikke starte. Det ville landstræneren dog ikke høre tale om, så jeg fik lov at starte på sort streg, mens hun holdt mig. Jeg syntes det var ret så pinligt, for jeg kan normalt sagtens køre op til barrieren, men banen i Odense er mere rund end Ballerup og det hylede mig helt ud af den, så jeg slet ikke turde køre op til bare blå streg.

Men jeg var jo ikke kommet for at være tilskuer, så jeg prøvede at ignorere udstillingen af min frygt for banen. Første løb (scratch) var i gang med mig haltende efter feltet. Ikke pga. manglende kræfter, men fordi jeg ikke turde ligge på hjul eller køre op i banen, så jeg kørte egentlig bare for mig selv. Jeg overlevede de første 30 omgange og var lettet, da jeg skulle ned fra banen igen. Også glad og stolt over, at jeg trods alt kom op at køre. Samme scenarie udspillede sig ved de efterfølgende tre discipliner og til udskilning blev jeg ikke en gang den første udskilte, så jeg kom faktisk hjem med point, selvom det blev en samlet sidsteplads.

Min søster ringede netop som jeg var på vej hjem og jeg havde også snakket med hende da jeg ankom, så hun kan bekræfte forskellen i min stemme fra start til slut. På trods af et ubrugeligt resultat, så var jeg glad, da jeg tog hjem, meget gladere end da jeg ankom. Jeg fik flyttet mig og jeg fik vist, at alle damer kan køre på banen – også selvom det er DM. Jeg ved, at der er mange damer på banen, der kører bedre end mig, så jeg håber, at der til fremtidige banestævner og DM kommer mange flere tilmeldte.

Der er krav om 8 startende, hvis DM skal kunne afholdes og jeg var tungen på vægtskålen uden at vide det. Jeg har et stort konkurrencegen, men jeg er også godt klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen, så jeg bliver nødt til at starte et sted. Lige nu handler det for mig om at blive tryg ved banen og lære de rigtige teknikker og taktikker. Og hvem ved, måske kan jeg køre med om podiet en dag. Indtil da er det de små fremskridt og de personlige sejre, der gælder – noget som jeg tror andre ryttere også skal huske på i deres udvikling.

Sidst, men ikke mindst, handler det også om at gøre noget for hinanden. Vi er ikke ret mange dameryttere og vi bør stå sammen og hjælpe, hvor vi kan. Hvis de stærke damer har brug for, at jeg stiller op, så de kan køre om Dannebrogstrøjen, så gør jeg gerne det. Omvendt vil jeg gerne køre banestævner i et rent damefelt, men det kræver flere damer til start og det håber jeg, at de andre damer vil hjælpe mig med. En skønne dag er vi forhåbentligt så mange damer, der cykler inden for både landevej, bane, BMX og cross, at et rent damefelt er en naturlig del af alle cykelløb 🙂