Om at være skadet

Jeg vil allerhelst skrive om alt mit løberi (for jeg har virkelig mange og gode løb på 2015 planen), men siden jeg ikke kan løbe på nuværende tidspunkt, må jeg skrive om noget andet. Lige nu reflekterer jeg en del over min situation som skadet løber og så kan jeg jo lige så godt dele mine tanker med jer.

Det er nemlig ikke skide nemt at være mig for tiden. Jeg har været vant til at løbe 50-70 km. om ugen og pludselig er jeg nede på 0 km. Jeg ved godt, at alle på et eller andet tidspunkt i livet kommer ud for en skade, der gør, at de må tage en pause med deres træning, men jeg har kørt deruda’ i seks år, hvor min største bekymring har været lidt ømhed i knæet/skinnebenet, en meget øm lilletå og negle, der faldt af. Så det er hårdt, at der lige pludselig er noget “alvorligt” galt, som ikke bare kan løbes væk, men rent faktisk skal tages seriøst for ikke at blive til en kronisk skade.

Nu har jeg ikke kunnet løbe i over en uge og min hjerne har kørt på højtryk. Jeg har været optimistisk indimellem, men jeg har mest været pessimistisk og ikke kunnet tage mig sammen til at træne ordentligt. Jeg må gerne træne alt det, jeg vil, så længe min lyske ikke gør ondt, men for mig er det bare ikke det samme og glæden ved træning forsvinder lidt, når jeg ikke kan gøre det, jeg allerhelst vil.

Jeg elsker at løbe fordi jeg selv har kontrollen. Jeg bestemmer selv, hvornår, hvor langt og hvor hårdt jeg vil løbe. Jeg er ikke god til at være på hold og træne på bestemte tidspunkter. Og så elsker jeg at træne udenfor, hvilket er svært med spinning, svømning, yoga og styrketræning. Til gengæld vil jeg, de dage vejret tillader det, cykle udenfor på min Bianchi racer, men det kan jeg kun i weekenden, da jeg skal bruge 2-3 timer med dagslys.

MEN, min lyske virker til at være på vej i bedring og smerterne er ikke så store, som de har været. Der er ikke længere tale om en fibersprængning, men det er derimod benets indadfører, som er den muskel(gruppe), der fører benet indad (sjovt nok), som er skadet.

Så nu gider jeg ikke gå rundt og have ondt af mig selv længere. Derfor skal jeg have sat lidt struktur på min træning igen og i morges lagde jeg ud med BikeFit Burn kl. 6:30 og det var skønt at få pulsen op over 180 igen. Jeg kan bedst lide at træne om morgenen, så jeg tager de morgen BikeFit timer, der er (hvilket ikke er ret mange desværre) og så må jeg styrketræne eller svømme de andre morgener og tage BikeFit om eftermiddagen/aftenen. Jeg skal i gang med at cykle en hel masse, så jeg ikke mister min kondition.

I går var jeg til min 2. konsultation hos fysioterapeuten fra Fysiq. Jeg fik tre nye hofteøvelser, så jeg nu er oppe på seks i alt. Jeg skal lave dem hver dag – og gerne to gange om dagen – så jeg har sat dem i halen på min coretræning, som nu kommer op på 30-45 min., hvilket gør det lidt svært at få tid til træning bagefter, hvis jeg laver øvelserne om morgenen.

Min coretræning består altid af følgende:

5 x 1 min. planke (tre lige ud og en på hver side – prøver indmellem at løfte benene for at gøre det sværere, hvilket også styrker hoften)

12 armbøjninger

8 x 20 mavebøjninger (laver 8 forskellige slags, så alle mavens muskler bliver aktiveret)

12 armbøjninger

4 x 20 rygbøjninger (laver 4 forskellige slags rygøvelser)

12 armbøjninger

3 x katten med vejrtræning

2 x 20 sidebøjninger med 20 kg. vægtskive (én gang til hver side)

Min basis coretræning tager 15-20 min. Herefter laver jeg mine hofteøvelser.

Denne her gang fik jeg også akupunktur hos fyssen. Det har jeg aldrig prøvet før, men det var ikke så slemt og jeg følte allerede en lindring i musklen bagefter. I dag har jeg også haft den mest smertefri dag – selv efter en times spinning – og jeg har ikke taget smertestillende, som jeg ellers har været nødt til den sidste uge.

Så min optimisme og glæde er på vej tilbage og jeg håber, at jeg kan forsøge mig med en lille løbetur i løbet af ugen 🙂