Grenaa CC

I torsdags fik jeg en mindre hjerneblødning og besluttede at tage med tre andre ryttere til cykelløb i Grenaa i dag, søndag. Det kom jeg lidt til at fortryde her til morgen, hvor uret ringede kl. 4:00. For jeg var først kommet i seng omkring kl. 23:30 og dagen før havde jeg også kun sovet ca. 5 timer, da jeg valgte at tage en bytur fredag (ja, det er useriøst!).

Samtidig havde jeg fået ret ondt i knæet efter træning torsdag, så jeg vidste slet ikke, om jeg ville være i stand til at cykle i dag. Jeg prøvede at rulle en tur fredag, men efter en time fik jeg så ondt, at jeg måtte køre hjem og behandle knæet med is og knæbind, hvilket jeg fortsatte med lørdag. Jeg burde nok også have siddet mere stille, men det er jeg ikke i stand til og havde en masse gøremål, så det måtte briste eller bære i dag.

Lørdag aften hentede jeg Junior Teamets flotte bil, som vi havde fået lov at låne og søndag morgen hentede jeg de andre på Bellahøj kl. 5:00, hvorefter turen gik til Jylland. Jeg prøvede at sove i bilen, men kunne ikke andet end blunde lidt. Der var ikke et øje på de danske motorveje og vi ramte Grenaa omkring kl. 8:30.

Undervejs kolliderede vi med en due, som forhåbentlig ikke overlevede, da den ramte forruden og fjer fløj til alle sider. Da vi steg ud af bilen så jeg, at duen først havde ramt min cykel, for der sad fjer og duerester på min kæde, klinge og pedaler – adr!

I Grenaa var vejret lækkert og efter at have kørt en del i ring for at finde omklædningen og fået klædt om, kørte vi videre til startområdet. Jeg smed knæbindet, fik varmet op og var spændt på, hvad knæet ville sige til de 72 km., der stod på programmet.

Vi var tre damer til start og 12 herrer. Jeg genkender to af H60’erne hjemmefra, men damerne kender jeg ikke. Jeg havde allerede på forhånd besluttet at blive i feltet så længe som muligt for at skåne knæet. Løbet startede som sædvanligt stille og roligt og jeg sørgede for hele tiden at sidde med fremme.

Der blev forsøgt nogle ryk, men ingen fik lov at slippe. Jeg syntes vi kørte meget langsomt og vi blev også overhalet af både A-, B- og C-rytterne. Da A ville overhale os, kørte vi i venstre side af vejen pga. sidevind, så da de råbte ”bagfra” og ingen hørte dem, blev de hidsige og råbte ting som ”flyt jer, bøsserøve!” Det er alligevel første gang, jeg er blevet kaldt en bøsserøv.

Selvom jeg følte, at vi sneglede os afsted, tvang jeg mig selv til ikke at stikke af. Jeg tænkte på Pinsecuppen næste weekend og ville ikke risikere en skade. Da vi kørte ud på sidste omgang var feltet – så vidt jeg kunne se – stadig samlet og jeg syntes det ville være lidt kedeligt, hvis vi skulle ud i en massespurt. Især fordi jeg jo ikke er fan af spurter. Så jeg overvejede situationen nøje.

Omgangen startede ned ad bakke og kort efter gik det opad. Jeg besluttede mig for at køre hurtigt op ad bakken, mest for at få den overstået, men det endte med at jeg fik et stort hul og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at fortsætte. Indtil videre havde knæet heller ikke gjort ondt, så jeg trådte i pedalerne og fortrød en anelse, at jeg skulle ud på 24 km. soloudbrud – igen.

På et tidspunkt så jeg mig tilbage og spottede to ryttere nærme sig. Efter dem så jeg et felt og panikkede, da jeg troede det var H60 på efterfølgelse. Gruppen hentede mig, men det var heldigvis bare B-rytterne. Jeg frygtede at de havde H60 med bag sig, men det havde de ikke.

Da førerbilen til B ville overhale min førerbil skete det i et sving, så det endte med, at jeg måtte bremse helt ned for ikke at kollidere med bilerne. Temmelig irriterende! Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne have hægtet mig på B-feltet og kørt med dem hjem, men det må man ikke, så jeg holdt mig på afstand og lod dem køre væk. Da jeg havde omkring 4 km. til mål så jeg igen et felt bag mig og tænkte om det nu var H60, der var ved at hente mig. Så endnu en gang panikker jeg og øger farten. Jeg blev ikke hentet af feltet, men så  kort efter, at det var resten af B-rytterne. Jeg kørte alene over målstregen med armene i vejret og 1 min. ned til H60, mens jeg vandt med 1:32 min. til nummer to i DB.

Selve ruten i Grenaa var super med lidt bakker, sving, med-, mod- og sidevind. Vejret var lækkert og ikke for varmt. Men jeg kedede mig lidt og savner stadig konkurrence og ordentligt cykelløb i Dame B.